Den der dumme, digitale, flade dims, man stiller sig op på, kun for at få et tal smidt i hovedet, man alligevel ikke gider vide. Jeg vejer mig hver dag. Jeg ville ønske, jeg kunne lade være. Jeg har prøvet mange gange, at sige til mig selv, at jeg skal lade være. At én gang … Læs videre Vægten!
Altså den hvor der lå en baby derinde og møffede rundt. Selvom man måske skulle tro, at det ville være svært for mig at være gravid og vokse med en stor mave, når jeg som spiseforstyrret har en evig frygt for at tage på, har jeg begge gange virkelig elsket det. Jeg gik et par år, da min … Læs videre Jeg savner min store mave
Det er den sætning, jeg frygter aller mest i hele verden. Især fra Karla. Hun er halvandet, så hun kan ikke rigtig snakke endnu, og hun har også et dejligt uforbeholdent forhold til mad, men i går fik jeg faktisk et lignende spørgsmål fra Julian ved aftensbordet: “Hvorfor skal du ikke have kartofler og sovs, Mor?” … Læs videre Hvorfor spiser du ikke, Mor?
Der kommer 3 brune poser ind på frokostbordet. Jeg ved ikke, hvad der er i dem, men jeg ved allerede, at det er noget farligt. Jeg får svedige hænder, bliver bleg og får en klump i halsen. Og tankerne kører ustyrligt rundt i hovedet! Hvordan kan jeg slippe ud af det her? Jeg forsøger at … Læs videre Fældet af en sandwich
Jeg spiser det samme hver dag! Mere eller mindre i hvert fald. Den samme morgenmad, den samme frokost og så noget forskelligt til aftensmad sammen med familien. Hvis det mønster brydes, hvilket det jo af og til gør, er mine tanker slet ikke til at styre og dårlig samvittighed, utryghed og nervøsitet skyller ind over … Læs videre Mad er min fjende
Så er det nu! Det er nu, jeg lægger kortene på bordet og fortæller om den kæmpestore del af mit liv, som fylder alt for meget i min hverdag, som kun de nærmeste ved om, men i virkeligheden heller ikke rigtig kender til. Den del af mit liv som faktisk kun foregår i mit hoved, … Læs videre Ingen vej tilbage – velkommen!