Hvorfor spiser du ikke, Mor?

Det er den sætning, jeg frygter aller mest i hele verden. Især fra Karla. Hun er halvandet, så hun kan ikke rigtig snakke endnu, og hun har også et dejligt uforbeholdent forhold til mad, men i går fik jeg faktisk et lignende spørgsmål fra Julian ved aftensbordet:

“Hvorfor skal du ikke have kartofler og sovs, Mor?”

Jeg spiser ikke kartofler i øjeblikket. Det er spiseforstyrrelsen, der ikke tillader mig det. Og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har spist sovs. Jeg fik afværget spørgsmålet med at jeg hellere ville have bønner til kødet, men det var svært for moren i mig og det fik pustet godt op i min dårlige samvittighed. Jeg vil IKKE have, at mine børn skal vokse op med et så forkvaklet forhold til mad, som jeg har. De skal spise lige det, de har lyst til at spise. De skal ikke tro, der er noget, der er forkert at spise. De skal ikke være bange for mad.

Det varer ikke længe, før Karla også kan sætte spørgsmålstegn ved mine madvaner. Det skal hun ikke. Det er SÅ vigtigt for mig at kunne spise normalt for og sammen med mine børn.

Men hvordan gør man så lige det …?