Min historie

Min spiseforstyrrelse har været en del af mit liv i næsten 15 år nu.

Jeg har haft en hel normal, tryg og kærlig barndom med to forældre, der gjorde deres bedste for mig og mine søskende. Det er i hvert fald ikke her, man skal lede efter årsagen til at jeg skulle udvikle en spiseforstyrrelse.

Dog har jeg altid været et lidt sensitivt barn (og senere voksen) på nogle områder. Det er noget, jeg først sent i livet har fundet ud af, da jeg begyndte at arbejde med min spiseforstyrrelse, og det har helt klart haft en betydning for at det var mig, der skulle udvikle en spiseforstyrrelse. (Læs mere om særligt sensitive her)

Det var da jeg læste på hf, at spiseforstyrrelsen fik sin næring. Jeg gik igennem nogle ret svære ting i den periode; jeg mistede en god ven, der begik selvmord, en anden “ven” svigtede min tillid og forgreb sig på mig – og det var alt sammen noget, jeg ikke snakkede om. Jeg fortalte ikke nogen, hvordan jeg havde det, og jeg følte jeg mistede kontrollen med tilværelsen. Det overførte jeg til maden og tog kontrol over ikke at spise i stedet. Det var ikke noget jeg gjorde bevidst. Men jeg tabte mig meget og blev en dag konfronteret af min mor, der var bekymret.

Herefter blev der taget forskellige tiltag for at jeg skulle komme ud af spiseforstyrrelsen. I første omgang uden mit fulde engagement; jeg havde ikke  accepteret, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men var sådan set bare glad for at være slank og var samtidig meget bange for at tage på igen. Jeg var på det tidspunkt ikke bare slank, derimod meget tynd, men det kunne jeg ikke selv se. Jeg har stadig i dag et forvrænget billede af, hvordan jeg egentlig ser ud – når jeg kigger mig i spejlet ser jeg ikke det spejlbillede, som jeg med min sunde fornuft ved, at jeg er.

Min spiseforstyrrelse startede ud med anoreksi, men jeg har også været i den modsatte grøft og været overspiser i en periode. Jeg har også haft bulimi, og jeg har forsøgt at bekæmpe min spiseforstyrrelse ved at se diætister, psykologer, gå i gruppeterapi, været hos alternativ behandler mm.. Jeg har aldrig været indlagt. Når jeg ser tilbage, har der nok været perioder, hvor det godt har kunnet været aktuelt, men alle tiltagene med udefrakommende hjælp er alt sammen noget, jeg har lært noget af. Det er ikke det alt sammen, jeg har kunnet bruge til noget. Og jeg er jo heller ikke “helbredt”. Men jeg er også kommet til den erkendelse, at jeg aldrig bliver “helbredt”. Jeg vil altid have en spiseforstyrrelse, den er en del af mig – kunsten er at leve med den, have magt over den, og ikke omvendt.

2 tanker om “Min historie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *