Der kommer 3 brune poser ind på frokostbordet. Jeg ved ikke, hvad der er i dem, men jeg ved allerede, at det er noget farligt. Jeg får svedige hænder, bliver bleg og får en klump i halsen. Og tankerne kører ustyrligt rundt i hovedet! Hvordan kan jeg slippe ud af det her?
Jeg forsøger at lukke poserne ude og lade som om de ikke er der. Indtil det er tid til at åbne dem. Der er en hel pose kun til mig. Det kan ikke udskydes mere, og jeg må åbne den. Og nej, det er altså ikke en bombe eller et farligt dyr eller noget – nej, det er meget værre. Det er en sandwich! En kæmpestor sandwich på lyst brød med kylling, bacon og DRESSING! Nu ryster min krop, jeg sveder og har virkelig svært ved at koncentrere mig om at holde facaden oppe. Tankerne er slet ikke til at styre. Skal jeg spise den? Skal jeg komme med en undskyldning om at jeg ikke er sulten? Skal jeg bare løbe ud af rummet??
Jeg får spist to bidder, indtil jeg ikke kan mere. Det er ikke fordi, det smager dårligt. Jeg kan bare ikke rumme det. Jeg lader sandwichen ligge og klynger mig til min kop kaffe, så det ser ud som om mine hænder er beskæftiget. Den ligger lige foran mig og griner af mig. Jeg er fældet.
Jeg får til sidst afværget mit mislykkedes frokostforsøg med at jeg ikke er sulten, men gerne vil gemme sandwichen til senere. Ved ikke, om de (sødeste, dejligste!) mennesker, jeg er sammen med rent faktisk hopper på den.
Sandwich: 1 – Maj: 0
Leave a Reply