Jeg spiser det samme hver dag! Mere eller mindre i hvert fald. Den samme morgenmad, den samme frokost og så noget forskelligt til aftensmad sammen med familien. Hvis det mønster brydes, hvilket det jo af og til gør, er mine tanker slet ikke til at styre og dårlig samvittighed, utryghed og nervøsitet skyller ind over mig.

I sidste uge var jeg til fødselsdag hos en god veninde, inviteret til formiddagsboller og kaffe. Min veninde kender mig godt, så hun ved godt, at jeg ikke spiser hvedeboller og tilbød i stedet noget lækkert rugbrød. Jeg sagde nej tak, fordi det ikke indgår i mit mønster at spise noget om formiddagen. Det er stadig lidt svært og angstprovokerende at sidde ved et bord fyldt med mad, mens andre spiser og jeg ikke gør, men jeg har efterhånden også vænnet mig lidt til det. Jeg kaster mig over kaffen i stedet, så jeg har noget i hænderne og på den måde føler, jeg er lidt med.

I dag mødtes jeg med en anden veninde, der inviterede på brunch på en café nede i byen. Der kunne jeg ikke se mig ud af at bryde mit mønster, for det var jo ligesom mad, invitationen gik ud på. Det satte en masse tanker og frygt i gang allerede da invitationen kom og dermed i flere dage op til. Heldigvis kender jeg cafeen og ved, hvad de serverer, og hvordan jeg nogen lunde kan slippe af sted med ikke at bryde mit spisemønster for meget. Men det kræver alligevel, at jeg efterlader størstedelen af maden, der bliver serveret, på tallerkenen, og det gør mig anspændt, fordi jeg forventer at høre: “Skal du ikke have mere? Du har jo næsten ikke spist noget”. For så skal jeg finde på en undskyldning om at jeg ikke er så sulten, eller at maden bare mætter rigtig meget eller hvad som helst…

Mad er ikke min ven.