Mangi

Ikke ret meget om mad, men meget om at spise – eller manglen på samme…

Vægten!

Den der dumme, digitale, flade dims, man stiller sig op på, kun for at få et tal smidt i hovedet, man alligevel ikke gider vide.

Jeg vejer mig hver dag. Jeg ville ønske, jeg kunne lade være. Jeg har prøvet mange gange, at sige til mig selv, at jeg skal lade være. At én gang om ugen er nok. Men den råber på mig hver morgen. Den ligger gemt under puslekommoden på badeværelset, men den skriger på mig lige så snart jeg står op, og får mig altid overtalt til at trække den ud og stille mig op på den.

Jeg tror ikke, jeg en eneste gang har været tilfreds med tallet, den har vist mig. Enten er tallet for højt, og jeg føler mig tyk – eller også er det for lavt, og jeg bliver bekymret for at tabe mig mere. 100 g kan gøre forskellen.

Så smid den da ud! Ikke? Jeg ville ønske, jeg turde.
Når jeg har været på ferie, har jeg været uden vægt. Og det er både angtsprovokerende og befriende på samme tid. Angstprovokerende, fordi jeg er rædselsslagen over at tage på. Men også befriende, fordi jeg ikke på samme måde lader mig styre af det tal, vægten fortæller mig. Jeg slapper også lidt mere af mht. at spise og følger ikke helt så stringent mit meget faste spisemønster. Men når jeg kommer hjem igen, fortæller vægten mig, at den har savnet mig – for den har ofte vist, at jeg har tabt mig efter en ferie. Og det vil/må jeg jo helst ikke…

Vægten er både min bedste ven og min værste fjende. Den kan gøre mig noget så nedtrykt, hvis jeg har taget et par 100 g eller mere på, men den er samtidig min hjælper i kampen mod at tabe mig for meget. Det er en hårdfin balance.

One response to “Vægten!”

  1. […] noget som helst, før mit morgenritual med at veje mig er overstået. Det har jeg også skrevet om her. Men i morges opdagede jeg først op af formiddagen, at jeg havde glemt at tjekke mit daglige […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *