Jeg savner min store mave

Altså den hvor der lå en baby derinde og møffede rundt. Selvom man måske skulle tro, at det ville være svært for mig at være gravid og vokse med en stor mave, når jeg som spiseforstyrret har en evig frygt for at tage på, har jeg begge gange virkelig elsket det.

Jeg gik et par år, da min anoreksi var værst, uden at få menstruation, så jeg vidste ikke, om min krop havde taget varig skade og om jeg overhovedet kunne blive gravid. Men det gik hurtigt, da Peter og jeg først var klar til at få børn. Den første graviditet endte dog desværre i en spontan abort i uge 11, hvilket ramte mig ret hårdt. Det var ikke spiseforstyrrelsens skyld, at jeg havde en abort, men det fik samtidig mine øjne op for, hvor vigtigt det faktisk var (er) for mig, at være rask for mine børn. At det lige pludselig ikke kun handlede om mig og mit liv, når jeg skulle være gravid og ikke mindst MOR.

Derfor var det faktisk heller ikke svært, at se min mave vokse og at jeg tog nogle kilo på, da jeg ventede Julian. Det var også som om, det var lidt nemmere at spise, fordi jeg jo gav næring til babyen. Jeg var stolt og glad for min gravide mave. Og Julian kom sund og rask til verden efter en hurtig fødsel.

Det var en lille smule svære, da jeg ventede Karla. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg elskede stadig min voksende mave, men tallet på vægten – not so much. Det var svært at se den stige, hvilket min spiseforstyrrelse så faktisk fik bremset lidt. Jeg var meget opmærksom på at spise sundt, bare ikke så meget af det. Men jeg gik til kontrolscanninger for at holde øje med babyens vægt, der heldigvis steg helt normal. Babyen fik den næring, som den havde behov for. Og Karla kom også sund og rask til verden efter en endnu hurtigere fødsel.

Jeg har været heldig med to nemme graviditeter og fødsler, og en flot rund mave, der sad lige hvor den skulle. Ingen vand i kroppen eller andre gener, så derfor kan jeg sagtens sige, at jeg savner min store mave. Den var meget nemmere at holde af end den nuværende, der (i mit hoved) bare buler og gør mig i dårligt humør.

PS: At jeg savner at være gravid, betyder IKKE, at jeg har intentioner om at blive det foreløbig. Julian og Karla holder mig fint beskæftiget med deres spændende udviklinger (!) og deres ubeskrivelige kærlighed …