Jeg har brug for kram

kram-,mangi

Min krop “larmer”. Jeg synes hele tiden jeg har ondt forskellige steder i kroppen i øjeblikket – hvis det ikke er hoften, der driller, så er det ryggen, nakken eller anklen. Det er mindre smerter og små gener, der kommer af sig selv og går over igen efter noget tid, men jeg synes hele tiden, der er et eller andet, der gør ondt. Det hjælper at gå til kropsterapi. Her får jeg nemlig hjælp til at forstå hvorfor jeg har ondt – hvorfor min krop larmer og hvad det er, den prøver at fortælle mig. Det er svært at forklare, hvad der præcist sker i kropsterapien, men jeg vil alligevel prøve at fortælle lidt om hvad det går ud på i dette indlæg.

Jeg går altid fra kropsterapi med en utrolig fornemmelse i kroppen. En lethed og en følelse af at min krop har fået et kram. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt og jeg kan jeg heller ikke altid selv forstå det. Men det gør noget godt for mig. Det får mig til at føle mig mere og mere tilpas i min krop – hvilket bestemt ikke er noget, jeg har været vant til. Jeg har alt for længe været utrolig dårlig til at lytte til min krop. Jeg har ignoreret og negligeret samtlige advarselstegn og min krops forsøg på at fortælle mig, at jeg ikke er god ved den. Nu er jeg begyndt at lytte. Jeg begynder at give plads til kroppen, mærke efter og lytte til dens behov.

Kropsterapi foregår på den måde, at René (alle burde have en René i deres liv!) trykker forskellige steder på kroppen, og vækker kroppen med små pulsereringer. Det er enormt terapeutisk, når René rammer lige der, hvor det gør ondt. Jeg ved sjældent, hvad jeg skal forvente eller hvad der dukker op i behandlingen, men René kan lynhurtigt læse, hvad min krop vil fortælle, og ved at skabe masser af plads og tryghed til at det kan komme frem, kan det bl.a. resultere i jeg ved et bestemt tryk begynder at græde spontant. Ikke pga. smerte (selvom det faktisk kan gøre pænt ondt, når ømheden i musklerne bliver presset igennem) men fordi det rammer et punkt med nogle indestængte følelser og behov, der har brug for at blive forløst og pludselig giver slip.

Jeg har i rigtig mange år følt mig til besvær. Jeg har altid haft fornemmelsen af, at der har skullet tages hensyn til mig – og jeg har følt mig anderledes, forkert, utilstrækkelig og besværlig. Det har fået mig til at sætte en facade op og negligere og undertrykke mine behov, fordi jeg ikke vil være til besvær. Jeg vil ikke skabe unødig postyr, jeg vil ikke gøre nogen kede af det, irriterede eller frustrerede og jeg vil ikke være anledning til bekymringer. Derfor har jeg i rigtig mange år forsøgt at holde mine tanker, behov og følelser for mig selv. Faktisk har jeg prøvet alle mulige forskellige ting for at lukke helt ned for det i perioder, fordi jeg ikke har kunnet rummet det selv.

Det er svært for mig at bede om hjælp. Det er svært at række ud, fordi jeg ikke vil være til besvær. Det er også enormt svært at tage imod hjælp. Selv hvis jeg får det serveret på et sølvfad lige foran mig, er det svært at tage imod. Det er svært for mig at sige, at jeg har brug for et kram. Men jeg øver mig! Jeg tror nemlig, min krop prøver at fortælle mig, at den har brug for det. Det at jeg har undertrykt mange af mine helt basale behov, som fx at tage imod og give mig selv omsorg i mange år, har sat sig i min krop og længe været en blokade for at jeg har det godt. Men nu er det langsomt ved at løsne sig ved hjælp af kropsterapi. Ved at begynde at lytte til min krop og give den plads, er jeg ved at skabe en forbindelse til den igen – og helt ærligt; det er fair nok, at den “larmer” lidt lige nu, for jeg har virkelig ikke været god ved den.

Den har brug for omsorg for at hele. Jeg har brug for omsorg. Jeg har brug for kram.