hip-mangi

Jeg havde fødselsdag i tirsdags. Jeg gik ind i mit sidste år i 30’erne – næste år fylder jeg 40. 40 år! Det kan jeg ikke helt forstå, og jeg synes det er lidt vildt at tænke på.

Sidste år på min fødselsdag var jeg træt. Jeg var på daværende tidspunkt ikke bevidst om, at jeg gik med rigtig mange stresssymptomer, men jeg kan i bagklogskabens lys se, at jeg faktisk allerede i oktober var langt nede, inden jeg blev sygemeldt midt december. Jeg havde ingen energi, jeg havde intet overskud, jeg havde ikke lyst til noget, jeg var ikke glad.

Jeg kan huske, at jeg græd på vej hjem i bilen i mørket på bagsædet efter at have været ude at spise på min fødselsdag. Jeg græd også i weekenden op til at skulle fejres af gæster. Jeg var udmattet. Jeg var så udmattet, at det hele føltes fuldstændig uoverskueligt, håbløst og ligegyldigt. Og jeg var ked af, at jeg var udmattet. Og jeg var ked af, at jeg var ked af det.

Et år er gået, hvor jeg heldigvis har fået rejst mig igen. Men jeg blev alligevel ramt af en tristhed i tirsdags. En tristhed over, at jeg har brugt endnu et år på en udfordring og på at kæmpe. I over halvdelen af mit liv har jeg nu kæmpet mod en spiseforstyrrelse, der har forgrenet og forpestet sig ud i andre udfordringer og problemer, som til stadighed bliver ved med at fylde i mit liv og påvirke mig. Jeg bliver ramt af, at det føles som en lang kamp, der aldrig stopper. Det virker som et enormt spild, og jeg synes, det er hårdt.

Jeg synes, det er hårdt at skulle kæmpe hver evig eneste dag. Hvis det er ikke er mod det ene, så er det imod det andet. Det er så udmattende! Jeg har dage hvor jeg ingen energi har, intet overskud og ingen lyst til at kæmpe. Og så bliver jeg ked af det. Og jeg bliver ked af at være ked af det – igen.

Men noget af det, jeg har lært det sidste stykke tid, hvor jeg arbejdet intenst på at få det bedre, er at give slip. Give slip på fortiden, lade tanker være tanker og acceptere mine følelser. For de er okay, og de må gerne være der. Det er okay, at være ked af det. Det er okay ikke at kunne overskue at kæmpe og føle sig udmattet og opgivende. Jeg bliver nødt til at huske mig selv på, hvor meget jeg er vokset og har lært af de udfordringer, livet har været givet mig. Jeg bliver nødt til at tilgive mig selv. Jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Der er ikke noget, der har været spild, for jeg er blevet stærkere og klogere – og jeg er er okay.

Mit sidste år i 30’erne skal bruges på at få det endnu bedre og give endnu mere slip. Jeg vil arbejde på at tilgive mig selv og give slip på gamle overbevisninger og uhensigtsmæssige tanker og mønstre, så jeg kan gå ind i 40’erne som den bedste version af mig selv.