Det her indlæg er lidt svært at dele. Og det er faktisk ret mærkeligt, for det handler om noget godt. Det handler om, at jeg har det godt. Men af en eller anden grund, er det er svært for mig at sige højt og at dele følelsen af glæde. Det er der flere grunde til, som jeg nok skal komme ind på, men først vil jeg lige prøve at sætte nogle ord på, hvad det er jeg oplever lige nu.
Forrige søndag da jeg stod og lavede aftensmad til familien, fik jeg en underlig fornemmelse i kroppen. En følelse, jeg ikke rigtig kunne genkende. Det føltes godt, men samtidig ukendt og uvant, og jeg kunne jeg ikke rigtig forstå, hvad det var.
Jeg havde haft en weekend uden planer sammen med min mand og børn. Vi havde pyntet op til jul og lavet juledekorationer, bagt pebernødder og hørt julemusik. Vi havde været ude at kælke i den smukke sneklædte park, der er lige over for vores hus. Vi havde også vores hund med, som gav os alle helt ondt i maven af grin over at se, hvordan han tumlede rundt i sneen. Det var bare en helt igennem dejlig weekend med hygge, sjov, ro og masser af kvalitetstid og kærlighed.
Søndag aften ramte den følelse mig så, som jeg til en start ikke lige kunne genkende. Det var en dejlig følelse, som jeg ikke har haft længe; en følelse af lykke. Men det blev hurtigt også en ambivalent følelse. For straks efter at jeg mærkede glæden og blev taknemmelig over, at jeg er et godt sted lige nu, blev jeg med det samme usikker og i tvivl: “Kan det nu virkelig passe? Det sker nok snart noget slemt. Fortjener jeg at være glad? Fortjener jeg at have det godt? Jeg dummer mig nok snart og ødelægger det for mig selv. Igen“…
Det er svært for mig at dele den her følelse. Det er svært at sige, at jeg har det virkelig godt. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er jeg bange for, at I tænker nogle af de samme ting, som jeg selv gør: “Kan det nu også passe? Mener hun det virkelig? Det går nok over igen lige om lidt” osv. Måske er jeg også usikker på, om jeg virkelig ægte fortjener det.
De negative og destruktive tanker overtager hurtigt og nemt den gode følelse, der fyldte i min krop forrige søndag. Jeg er så vant til at fokusere på de dårlige ting, at det er svært for mig at nyde og være i alle de gode ting, der fylder i mit liv og som (heldigvis) får mere og mere greb i hverdagen. Men jeg vælger alligevel at dele det nu, fordi jeg tror på, at det er med til at mindske usikkerheden og tvivlen. Jeg HAR det godt! Jeg har det bedre end jeg har haft i rigtig lang tid. Jeg er glad! Jeg har overskud. Jeg er fyldt op af og med kærlighed til min dejlige mand og skønne børn. Jeg har det godt i min krop. Jeg har ikke ondt nogen steder lige nu (læs evt. dette indlæg for at forstå, hvorfor det er en ting). Jeg fortjener at være glad. DET GÅR GODT!
Alligevel kan jeg ikke lade være med at lave en lille disclaimer til den bekendtgørelse. For det er jo ikke sådan, at jeg går rundt og er lalleglad-lykkelig hele tiden. Jeg har stadig trælse dage, hvor jeg slår mig selv i hovedet med at jeg ikke dur til noget eller er noget værd. Jeg kan stadig blive ked af det over min krop eller over noget jeg har spist. Jeg kan blive usikker over noget, jeg har sagt eller gjort og jeg har stadig nætter med tankemylder, der gør dagene uoverskuelige. Men er det ikke meget normalt? Er det ikke bare sådan, livet er?
Det vigtigste er vel, at der er flest af de gode dage. Flest af de stunder, hvor man mærker den der følelse af glæde. Jeg tror nemlig ikke på, at lykken er konstant. Men den er dejlig! Den er velkommen. Og den er tilkommen!