For en måneds tid siden begyndte jeg på et indlæg herinde, som jeg aldrig blev færdig med. Det er lang tid siden, jeg har opdateret jer med en status. Det er rigtig lang tid siden jeg har skrevet noget herinde, men jeg begyndte på et indlæg, der handlede om, at det faktisk gik rigtig godt.
Jeg fandt ud af, at jeg har rykket mig rigtig meget hen over sommeren – uden selv helt at opdage det. Jeg skrev i det indlæg, jeg begyndte på, at jeg havde taget næsten et helt kilo på! Selvom jeg i første omgang gik vildt i panik over det, fandt jeg langsomt ud af, at det faktisk var helt okay. Verden gik ikke under, det var ikke farligt, og jeg var faktisk vildt stolt over at mærke lettelsen over at være nået dertil samt glæden ved at have taget det skridt.
MEN – indlægget blev aldrig færdigt, og i mellemtiden er der så sket noget andet. Som overskriften afslører er det ikke specielt opløftende …
Jeg har taget yderligere et kilo på, og det føles bestemt ikke okay. Jeg er et indre kaos, panikken fylder og får mig til at synes, at min verden er ved at smuldre. Det kan godt være, man ikke kan se de to ekstra kilo, men det kan jeg! (Også selvom de faktisk måske allerede næsten er væk igen…) Det føles som mindst 10 kg ekstra, og det er ubehageligt og utrygt. Jeg har grebet ud efter spiseforstyrrelsen, som gladeligt er vendt tilbage for at “hjælpe” mig.
Så lige nu er jeg tilbage ved at veje mig hver dag, spise restriktivt, have hovedet fuldt at destruktive og usunde tanker, og jeg har sågar tyet til bulimiens afskyg en enkelt gang, det hele kammede over. Derudover bekymrer jeg mig så også om det tilbagefald, som jeg nu må betegnes at være faldet i.
Jeg skal have det vendt. Jeg ved godt, jeg kan. Men det er frustrerende at være i lige nu – især fordi det lige gik så godt ….