givslip-mangi

For over et år siden skrev jeg til min bedste ven og værste fjende, at jeg ikke længere havde brug for den. (Se her). Jeg bad min spiseforstyrrelse om at give slip på mig. Det er et år siden… Spiseforstyrrelsen har ikke givet slip. Men det gør den heller ikke – ikke af sig selv. Jeg har i mange år været klar til at lade den gå. Jeg har i mange år ikke haft brug for den. Men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle give slip, eller hvad jeg skulle gribe efter i stedet.

Jeg har for nylig fundet ud af, at jeg ikke har brug for at gibe efter noget andet. Jeg har ikke behov for at erstatte spiseforstyrrelsen med noget andet. Den efterlader hverken noget hul eller nogen tomhed. Tværtimod giver frirummet plads. Plads til mig. Til den jeg i virkeligheden er. Den jeg i virkeligheden er… Lad mig lige komme tilbage til det.

Det kan godt være, at jeg logisk set (længe) har været bevidst om, at det ikke er farligt at give slip. At jorden ikke går under. At jeg ikke bryder fuldstændig sammen. At jeg ikke mister mit fodfæste og splintres i tusind stykker. Jeg ved godt, at spiseforstyrrelsen giver en falsk tryghed, og at den ikke gør noget godt for mig. Men selvom jeg godt ved alt det, på trods af at jeg sagtens kan se logisk og til en vis grad objektivt på det hele, har jeg stadig ikke kunnet give slip.

Men nu begynder der at ske noget. Nu begynder jeg rent faktisk at kunne mærke sandheden i ordene. De begynder at trænge ind og sprede sig, så de ikke længere blot flyver omkring mig som tomme floskler. Jeg begynder at tage afstand til spiseforstyrrelsen. Min psykolog har hjulpet mig med at indse, at der ikke er noget farligt ved at slippe grebet. Jeg er ikke længere bange. Jeg kan godt klare mig selv. Jeg er meget bedre og stærkere uden spiseforstyrrelsen.

Den jeg i virkeligheden er. Den jeg i virkeligheden er begynder så småt at kigge frem. Og det er måske det bedste af det hele, for hun er faktisk slet ikke så tosset… Hende vil jeg gerne se meget mere til, for jeg kan faktisk rigtig godt lide hende!