Jeg har haft en god weekend. Jeg har været sammen med min familie og de mennesker, jeg holder allermest af uden at have haft de store planer. En hyggelig og rolig weekend, som jeg godt kan lide det. Alligevel har det været en weekend, hvor jeg har været ved at gå i opløsning – i hvert fald i mit indre.
I lørdags følte jeg, at jeg var ved at gå i stykker. Jeg havde (igen) vejet mig, og var frustreret, ked af det og utryg ved det tal, jeg fik i smidt i hovedet. Jeg mærkede en uro, der på ingen måde ville slippe mig. En frygt, der var så gennemborende, at jeg følte jeg var ved at gå i tusind stykker.
Jeg havde brug for at komme ud. Hvis jeg kunne, ville jeg være hoppet direkte ud af min krop. I stedet tog jeg ned til en sø i nærheden af, hvor jeg bor. Rundt om søen er der sammenlagt 8 km, så jeg tog musik i ørerne og begyndte at gå. Med trækroner og fuglefløjt over mig, samt solskin, der tittede frem i ny og næ. Der kom tårerne! De trillede ned af mine kinder, mens jeg gik. Jeg kunne ikke holde dem tilbage …
De kom igen søndag aften. Efter en dag, hvor jeg havde kæmpet med at holde en facade oppe på trods af manglende overskud. På trods af destruerende tanker, frustration og frygt, der fyldte i hele min krop, havde jeg (nogen lunde) holdt dampen oppe i løbet af dagen.
Søndag aften puttede jeg min datter og sang godnatsang, som jeg altid gør. Midt i 2. vers af “Solen er så rød, Mor” kom tårerne igen. Helt umotiveret, men determineret. Jeg kunne ikke holde dem tilbage, og tårerne trillede igen ned ad mine kinder. Jeg kunne skjule dem i mørket for min datter, men hun synes min stemme lød lidt mærkelig. Jeg gav hende et kram og et kys og sagde, jeg var lidt ked af det, men nok skulle blive glad igen.
Jeg oplever kaos i øjeblikket. Jeg har svært ved at holde fast og finde hoved og hale i alle de tanker, der flyver rundt i mit hoved. Jeg er ked af det, jeg er bange og urolig.
Jeg skal til psykolog i morgen og håber at få hjælp til at finde ro og tryghed. Jeg ved, det nok skal vende. Jeg VIL i hvert fald, med overbevisning og sikkerhed, kunne sige til min datter (og mig selv), at jeg er glad igen!