Før jul fik jeg en kurv på arbejde med forskellige lækkerier; chokolade, vingummi, vaniljekranse, kaffe ol. Jeg vandt den faktisk for at have ydet en ekstraordinær indsats, hvilket var et kæmpe skulderklap og en skøn anerkendelse, men det er ikke det, det her skal handle om.
Min første indskydelse da jeg kiggede i kurven var, at vaniljekransene faktisk så ret lækre ud. Normalt ville denne tanke lynhurtigt blive undertrykt, fordi jeg jo ikke spiser sådan noget… Men for første gang i laaaaang tid greb jeg fast i min lyst til vaniljekransen og gik imod spiseforstyrrelsen. Den logiske og rationelle stemme i mig fik plads, og råbte af lungers fulde kraft, at hvis jeg havde lyst til en vaniljekrans, SÅ SPIS DOG EN VANILJEKRANS!
Der gik lidt tid med for og imod, men det lykkedes mig at spise en halv vaniljekrans. Det lyder nok ikke som særligt, men for mig var det kæmpestort!
Jeg tillod mig selv at spise noget, der har været forbudt (i mit hoved) i flere år, end jeg kan huske. At jeg så ikke synes, vaniljekransen var noget særligt, er en anden sag… Jeg smagte! Og jeg tog et skridt i retningen af at bryde op med mit selvopfundne fænomen med at der er noget, der ikke er tilladt at spise. At spise en halv vaniljekrans var et stort skridt for mig – mod frihed.
The cookie shall set me free!