Jeg følger en kvinde på Instagram, der er kommet igennem og ud på den anden side af en spiseforstyrrelse. Hun er ret inspirerende, og hun giver mig ofte noget at tænke over ved at sparke til sine egne og dermed også mine spiseforstyrrede tanker.
Et af hendes mantraer er, at der ikke er nogen madvarer, der er forbudte eller usunde. Når man har en spiseforstyrrelse, så laver man sine egne kategorier af madvarer der er sunde og tilladte – og tilsvarende kategorier af (en helt masse flere) madvarer, der er usunde og forbudte. Den tankegang prøver hun at gøre op med og opfordrer til, at man spiser det man har lyst til.
For en spiseforstyrret er det virkelig svært! Det er enormt svært at mærke efter, lytte til kroppen og vide, hvad man har lyst til, når man i så mange år har undertrykt ens krops behov efter mad. I øjeblikket kæmper jeg netop med de usunde madvarer, som jeg har overbevist mig selv om er forkerte og forbudte.
Jeg er begyndt at spise mere. Men det er stadig svært at bevæge mig over i min kategori af forbudte madvarer, uden at få dårlig samvittighed og føle skyld, skam og fortrydelse, når jeg spiser det. Jeg føler jeg “falder i” og har fejlet.
Jeg er dog blevet bedre til ikke at lade det påvirke mig og min spisning de efterfølgende dage, som jeg tidligere har gjort. Jeg forsøger, at lade være med at kompensere og undlade at spise, fordi jeg efterhånden har lært, at det er den opførsel og det mønster, der fastholder min sygdom.
Hende kvinden jeg følger på Instagram skrev forleden, at man tror man har kontrollen, når man lader være med at spise de forbudte madvarer. Når man lever efter bestemte regler og har en helt masse restriktioner over for sig selv, så bilder man sig ind, at man har kontrollen. Men i virkeligheden er det lige præcis kontrollen, der er problemet. For hvis man tillader sig selv at spise, hvad man har lyst til når man har lyst, så kan det godt være, det ikke hver dag er lige “sundt” (whatever that is), men der er langt større sandsynlighed for at man spiser mere varieret og får dækket sine behov – hvilket igen betyder, at der er langt større sandsynlighed for at man ikke bliver ved med at sidde fast i rutinen med at spise restriktivt –> “falde i” –> tilbage til at spise restriktivt osv., hvilket er et klassisk og karakteristisk spiseforstyrret mønster.
Jeg øver mig. Det går ikke lige godt hver dag. Det er vildt grænseoverskridende at slippe kontrollen, og alle mine forbud, regler og restriktioner, fordi frygten for at tage på stadig fylder. Men jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er det, der skal til. Det handler om at finde en balance …
Hun hedder i øvrigt Signe Nordstrand, hende kvinden jeg følger på Instagram, som er en stor inspiration. Hun skriver også en blog, og har netop udgivet en bog om “En overspisers bekendelser”, som jeg har købt og ser frem til at læse.