Jeg har rigtig længe, længere end jeg kan huske, sovet meget let. Jeg vågner af det mindste og ofte flere gange i løbet af natten. Jeg har altid troet, at det bare var sådan det var. Da jeg havde små børn, var det dem, der holdt mig vågen. Jeg har også ofte skudt skylden på Peter, da han nogle gange snorker. Men sandheden er nok, at det er noget andet, der vækker mig.
Jeg har ingen problemer med at falde i søvn. Det går ikke ret lang tid fra jeg lægger hovedet på puden, til at mine øjne glider i. Men fra omkring kl. 2 og herefter vågner jeg mindst én gang hver nat. Nogle gange er jeg vågen i længere tid og kan ikke finde ro, men for det meste falder jeg heldigvis hurtigt i søvn igen. Hvis det er rigtig slemt kan jeg vågne og kigge på uret hver time, indtil jeg står op – ofte før vækkeuret ringer, fordi jeg alligevel er vågen.
I mit sidste indlæg skrev jeg om at jeg undertrykker mine følelser. Jeg tror ikke kun, at det er mine følelser, jeg forsøger at dulme. Jeg tror også, at det er et tankemylder, jeg forsøger at slukke for. Jeg ved godt, at tankemylderet jo nok opstår på baggrund af nogle undertrykte følelser – det hele hænger sammen. Men der er aldrig ro i mit hoved. Det er ikke altid noget specifikt, jeg tænker på, bekymrer mig om eller spekulerer over. Men der er altid “støj”. Og jeg tror, at jeg desperat forsøger at gribe efter ting til at hjælpe med at overdøve denne støj. Om det er mad, arbejde, løb eller andre ting.
Jeg er træt! Både fysisk og psykisk – min krop og mit sind er udmattet og udkørt. Det tærer på mig, at jeg ikke sover ordentligt og det er frustrerende, at jeg ikke synes, jeg kan gøre noget ved det. Jeg har arbejdet med mig selv i mange år efterhånden, og jeg synes egentlig også, at jeg er et rigtig godt sted på mange punkter. Men det er som om, der er noget, der bliver ved med at hænge fast, som jeg ikke kan slippe og som forstyrrer min søvn?