Jeg har indenfor den sidste måned arbejdet rigtig meget. Jeg arbejder både flere fysiske timer på arbejde (og er faktisk meget tæt på en raskmelding og at være tilbage på fuld tid), men lige i øjeblikket arbejder jeg også enormt meget med mig selv. Jeg er gået all in på at få det godt!
Men misforstå mig ikke. Jeg har det godt. Jeg har det bedre end jeg har haft længe. Men det vil jeg gerne have fortsætter – og jeg vil faktisk også gerne have det endnu bedre. (Mere vil have mere…) Jeg har ikke en utopisk forventning om, at jeg skal nå et liv, hvor jeg aldrig nogen sinde oplever udfordringer, vil være ked af det eller have noget at kæmpe med. Tvært imod. Jeg forventer at livet fortsat vil være fuld af bump og svære ting, jeg skal forholde mig til – sådan er livet jo. Men jeg vil gerne derhen, hvor jeg er stærk psykisk, hviler i mig selv og ved, hvordan jeg skal forholde mig til de svære ting og komme igennem dem, uden at jeg føler det hele smuldrer omkring mig.
Derfor har jeg rakt ud efter professionel hjælp i forskellige (og nogle lidt alternative) retninger.
Jeg snakker stadig jævnligt med min psykolog, som jeg har gået hos i over 5 år nu. Vi snakker om mad og spiseforstyrrelse, arbejde, familieliv, selvforståelse og selvværd og alle de ting, der fylder i øjeblikket. Hun kender mig rigtig godt, det føles trygt at snakke med hende og hun har hjulpet mig igennem rigtig mange udfordringer og forskellige situationer.
Derudover har jeg for nylig fået en ny rådgiver, som kan hjælpe mig med nogle mere praktiske redskaber og værktøjer, jeg kan bruge i dagligdagen, når jeg står over for nogle svære ting. Hun skal hjælpe mig med at blive opmærksom på uhensigtsmæssige handlingsmønstre og få mig til at blive bevidst om at træffe de rigtige og rette valg, der er gode for mig for at komme bedst igennem det, der er svært.
Jeg er også begyndt at meditere. En gang om ugen sidder jeg i 10-15 minutter med lukkede øjne og bare trækker vejret. Mærker, hvad hvad der kommer til mig og forsøger at være nysgerrig og åben overfor det, men ellers bare være i det.
Så har jeg et par gange for nylig været til kinesiologi, som er en alternativ form for behandling, der tager udgangspunkt i kroppen, dens energibaner og -systemer. Det var meget alternativt! Det var noget med syngeskåle, dufte, forskellige lyde og andre alternative redskaber, der skulle genskabe balance i min livskraft og -energi. Det var spændende at prøve, og jeg havde en god fornemmelse i kroppen efterfølgende, men jeg ved ikke rigtig om jeg tror på, at min krop fortalte at den havde brug for healing efter et traume fra før jeg blev født, eller at en smerte i hoften er et underliggende tegn på at jeg føler mig utilstrækkelig eller er bange for at blive forladt…?
Men til gengæld er jeg begyndt at gå til kropsterapi, for at lære at lytte lidt mere til min krop og (gen)etablere en forbindelse til den. Kropsterapi går ud på at få løsnet op for følelser og tanker, der på en eller anden måde har sat sig i kroppen og ikke kan bearbejdes gennem samtale. Det lyder måske også lidt alternativt, men det giver så god mening for mig. Jeg har jo netop i rigtig mange år snakket om alle mine mange tanker og følelser, men er på en eller anden måde blevet ved med at have følelsen af ikke at være helt “fri”. Med kropsterapi mærker jeg min krop. Jeg ved ikke altid, hvad den prøver at fortælle mig, men jeg forsøger at lytte – også når den råber højt af mig, som den gør i øjeblikket. Jeg forsøger at være i det, være åben og nysgerrig og møde det med kærlighed og omsorg i stedet for at lukke ned for det.
Det er altså sammen godt for mig. Jeg skal ikke blive ved med alle tingene. Det har jeg for det første ikke råd til, og det er også lidt hårdt at arbejde så meget… Men lige nu har jeg motivationen og gejsten til at gå all in – for jeg vil have det godt. Det fortjener jeg!