Det er over 8 måneder siden, jeg sidst har skrevet herinde. Jeg tænker, det må være et udtryk for, at jeg ikke har haft noget på hjerte. Som igen må være et udtryk for, at det går godt. Jeg har det godt.
Jeg har arbejdet rigtig meget med min spiseforstyrrelse og er kommet rigtig langt på mange punkter. Men det er som om, jeg stadig mangler noget. Der er noget, der er begyndt at fylde mere og mere i min bevidsthed, efter jeg har fået greb om de andre ting omkring min spiseforstyrrelse. Det er noget, jeg i mange år har prøvet at skubbe væk og glemme, fordi det er ubehageligt og fyldt med skyld og skam.
Det handler om det overgreb, jeg var udsat for, for snart 20 år siden. Jeg har ikke talt særlig meget om det herinde. Jeg har altid skøjtet lidt let henover emnet og oplevelsen generelt. Jeg har talt med forskellige psykologer om, hvad der skete, men jeg har (hvis jeg skal være helt ærlig) nok aldrig dykket helt ned i sagens kerne og virkelig fået bearbejdet den traumatiske oplevelse, som det var. Det er stadig et meget betændt emne for mig. Det er stadig forbundet med skam og skyld og en følelse af, at det ikke var “slemt nok”. Jeg bryder mig ikke om hverken at tænke på eller tale om det. Men jeg har fundet ud af, at det netop er det, jeg skal. Det har jeg brug for.
I dag har jeg svært med nærvær, omsorg og kærtegn, fordi der ligger noget dybt i min krop, der opfatter det som et krav, som trigger noget utrygt og ubehageligt i mig. Det er enormt svært at forstå og håndtere – både for mig, men ikke mindst for min mand, fordi han bare vil det bedste for mig, og det han viser er ægte kærlighed.
Jeg tror, jeg hænger fast i nogle gamle og usunde mønstre, pga. det der skete for så mange år siden – både i min spisning, men også i mit forhold til mig selv, min krop og mine relationer. Så jeg har brug for at kunne lægge låg på oplevelsen for at komme videre.
Det er mega utrygt og grænseoverskridende, men jeg tror faktisk samtidig, at jeg er klar. Selvom jeg frygter det og en del af mig har lyst til at udskyde det, skubbe det til side og gemme det væk, så tror jeg tiden er inde til at se spøgelset i øjnene.