Jeg ved godt, det er lang tid siden jeg har skrevet herinde og givet en update. Lige nu går det vist bare sådan jævnt godt. Og jeg har lyst til at dele en lille historie med en situation, jeg havde med min datter i morges på badeværelset.
Jeg havde været i bad og min datter kommer ud til mig, før jeg havde taget tøj på. Hun går hen til mig og aer min mave, mens hun siger, at det ser ud som om, jeg har en lille baby derinde.
(Det har jeg altså ikke!)
For et halvt år siden ville jeg være gået fuldstændig i panik indvendigt og med det samme startet med at sulte mig selv og spise restriktivt for at få min mave til at blive flad igen så hurtigt som muligt. Sådan reagerede jeg ikke i dag.
Min datter sagde samtidig: “Men det er okay, mor. Din mave er dejlig, ligesom min”, og så gav hun mig et kram.
Jeg er begyndt at spise mere. Det kan godt være, jeg har en lille topmave – men det gør ikke noget. Jeg har mere energi og overskud og mit humør er blevet bedre. Jeg ved ikke hvad jeg vejer, men jeg kan stadig passe mit tøj og jeg har det faktisk ganske godt i min krop. Topmave eller ej. Jeg kan stadig godt mærke frygten for at tage på, men jeg lader den ikke i så høj grad styre mig og mine tanker som jeg har gjort.
Jeg spiste morgenmad i morges og har ikke tænkt mig at springe nogen måltider over i dag pga. en (uskyldig) kommentar om min mave. Jeg er et godt sted. Jeg er på vej et endnu bedre sted.