Mange af os, der kæmper med en spiseforstyrrelse, ved godt, at vores udfordringer ikke handler om mad, men noget bagvedliggende. Vi bruger bare maden som redskab, til fx at undertrykke vores følelser, fordi vi på et tidspunkt i livet har haft brug for at lægge låg på dem. Vi har haft brug for ikke at mærke vores følelser, fordi der er sket noget, der har skabt kaos og været for overvældende og for ødelæggende for os at kunne håndtere. Vi har flyttet fokus over på maden og ladet det fylde ALT – for at få følelserne til at fylde intet.
Jeg læste et indlæg forleden hos en, jeg følger på Instagram, som reflekterede over netop det at undertrykke følelser. I indlægget sammenlignede forfatteren det med et naivt forsøg på at holde en badebold under vand. Det kan godt lade sig gøre i en periode, men udmattelsen vil sætte ind på et tidspunkt. På et tidspunkt vil man blive træt, og i et uopmærksomt øjeblik vil badebolden flyve op. Den vil måske endda ramme dig, eller andre, i ansigtet.
Maden fylder ikke så meget i mit liv længere. Men jeg tror, jeg ubevidst har ladet arbejdet fylde mere og mere, for på den måde ikke at mærke mine følelser. Det ligger så dybt i mig at undertrykke mine følelser – gode såvel som dårlige – at jeg har holdt badebolden under vand for længe og ikke mærket, at jeg nærmest var på vej til at lade mig selv drukne med den, fordi det har været altafgørende at holde den nede.
Men det er ikke længere. Jeg har ikke brug for at dulme eller undertrykke mine følelser. Hverken med mad eller arbejde, eller løb eller noget andet. Jeg vil og kan kaste badebolden højt op i luften! Jeg vil faktisk også gerne kaste den til andre og spille sammen med mine nærmeste og mine omgivelser. Mine følelser er en del af mig. De er vigtige og værdifulde, og både de gode og dårlige følelser må godt være der. Ligesom mig.