Jeg græder en del i øjeblikket. Det er egentlig ikke fordi, jeg er specielt ked af det. Jeg tror, det er en bivirkning af min “medicin”. Jeg er nemlig begyndt at åbne op og sætte ord på de tanker, der fylder i mit hoved – og det får altså sluserne til at åbne sig.
Det er hårdt. Det er svært for mig at åbne op. Det er nogle tung ting, der fylder i mit hoved, og det får mig til at græde, når jeg skal forholde mig til dem med ord. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Men jeg kan mærke, at det er godt for mig. Jeg kan mærke, at det hjælper. Det fjerner ikke nødvendigvis tankerne, men det er med til de ikke får lov til at vokse sig altødelæggende og skubbe mig derud, hvor jeg ikke kan holde ud at være.
En af de ting, jeg bruger enormt meget tid på at bekymre mig over, og som jeg ofte bygger op til at være noget uoverskueligt og gør mig ængstelig og utryg, er når jeg skal spise sammen med andre og ikke ved, hvad menuen byder på. Jeg bruger enormt mange ressourcer på – både inden, men især også imens – at have hovedet fuld af afskærende og unødvendige tanker.
“Hvad nu, hvis der ikke er noget, jeg kan spise?”
“Hvad tænker de andre, når jeg ikke spiser noget?”
“Jeg vil ikke at være til besvær, så jeg vil ikke bede dem om at tage særlige hensyn til mig.”
“Hvordan lader jeg som om, at jeg er med i fællesskabet og spiser, men i virkeligheden skjuler min mad?”
“Hvordan kommer jeg hurtigst muligt ud af det her?”
Der flyder rigtig mange tanker rundt. Og jeg har ofte svært ved at hygge mig og være i nuet, fordi tankerne i mit hoved er ved at æde mig op…
Forleden satte jeg ord på de her tanker, inden jeg skulle afsted for at spise sammen med andre, og selvom det var svært (og jeg begyndte at græde), kunne jeg mærke bagefter, at det også var rart at komme ud med det. Det, at dele tankerne og bekymringerne og få sat ord på dem, gjorde faktisk at de blev mindre, fordi jeg kunne mærke at de ikke var rationelle. Det gjorde, at mistede lidt af deres magt.
Sluserne er åbne. Det er ikke nemt. Jeg synes, det er svært og hårdt at åbne op, hvilket tårerne også er med til at bekræfte. Men det er godt. “Medicinen” hjælper – på trods af bivirkningerne.