Ja, I know. Det lyder skørt. Det er det også. Det er skørt, det er irrationelt og det er urealistisk. Ikke desto mindre er det en følelse jeg har, og en angstfremkaldende og dybtborende frygt, der fylder enormt meget inde i mig.
Jeg er bange for at tage på. Det er en kendt frygt. Det er også en mere “almindelig” frygt – eller måske bekymring – for mange. Det fylder nok mere hos mig end hos de fleste, men ikke desto mindre er den tanke alligevel mere kendt.
Men det er ikke kun fordi, jeg er bange for at tage på, at jeg er bange for at spise mig mæt. Min altoverskyggende frygt er at blive forladt. At mine nærmeste går fra mig, ikke vil have noget med mig at gøre, ikke elsker mig mere og forlader mig. Ikke blot mine nærmeste, men faktisk alle de mennesker, der er omkring mig, som jeg holder af og er en del af mit liv. Jeg er bange for, at de ikke vil være sammen med mig, ikke kan lide mig og ikke synes jeg er noget værd. Jeg er bange for at blive alene.
Den frygt kommer (også) til udtryk i mit forhold til mad. Det at spise sig mæt er et basalt behov, som vi som spædbørn reagerer helt naturligt på og får dækket af vores mødre, indtil vi selv er gamle nok til at gøre det. Det at spise sig mæt er at give næring og energi til kroppen. Det er også at tage omsorg for sig selv. At lytte til egne behov. At dække egne behov.
Her bliver det svært. Jeg er bange for at opfylde mine egne behov, fordi jeg hellere vil opfylde andres og tilpasse mig i frygten for at de forlader mig, hvis jeg ikke gør.
Selv når jeg skriver det, kan jeg godt høre, at det er virkelig skørt. I hvert fald med så basalt et behov som at spise og give næring til kroppen. Ikke desto mindre er det en betydelig frygt i mig, som jeg ikke bare kan få til at gå væk. Men frygt er irrationelt. Jeg ved jo godt, at hverken min familie, venner, kolleger eller bekendte ikke forlader mig, fordi jeg dækker mit eget behov og spiser mig mæt. Men det er den tanke, jeg har. Det er en slags mekanisme i mig, der er umådelig svær at slippe.
Jeg ved godt, det lyder skørt. Det er det også. Men nu er jeg opmærksom på min frygt – og det er første skridt. Nu skal jeg til at øve mig i at gå imod frygten og trodse den. For det er den eneste mulighed for at få min krop og mit nervesystem overbevist om, at jeg IKKE bliver forladt, hvis jeg spiser mig mæt.