Efter min svære periode for nylig, som jeg snakkede om her, har jeg haft et enormt stort behov for at være tæt sammen med min lille familie. Jeg har ikke haft lyst eller overskud til at være sammen med ret mange andre mennesker, selvom jeg faktisk rigtig godt kan lide at være social og får energi af at være sammen med andre mennesker. Men bare det at skulle på arbejde og være social med mine kolleger, har været en overvindelse og krævet en del ressourcer af mig at holde facaden oppe. Jeg har undgået sociale arrangement både i hverdage og weekender, hvis det overhovedet var muligt, fordi jeg hellere ville være hjemme sammen med min mand og mine børn.
Jeg har fundet ud af, at det er en form for helingsproces. Efter en periode, hvor det har været svært og hårdt psykisk, har jeg brug for at lade op og restituere sammen med de mennesker, jeg er allermest tryg ved. Min mand og mine børn kender mig nærmest bedre end jeg selv gør, og jeg stoler 100% på dem. Jeg ved, de ikke dømmer mig, og jeg føler ikke, jeg skal leve op til noget. De elsker mig ukritisk – også selvom jeg til tider selv synes, at jeg overhovedet ikke er værd at elske.
Det er min restitution. Det er min måde at reparere mit nervesystem, når det er blevet lidt flosset. Og det virker! Jeg er klar til at komme ud igen. Jeg er klar til at være social og åben. Det kræver ikke længere mængder af ressourcer for mig at opretholde en facade. Jeg er mig selv igen! Og det er nu engang rarest. For hende jeg er, når jeg er tryg, glad og har nervesystemet i ro, er altså væsentlig mere behagelig at være sammen med, end når hele kroppen er i alarmberedskab. Hun er også væsentlig mere behagelig at være.