Problemerne er italesat – men hvad så?

Jeg var til psykolog i mandags. Det var en okay oplevelse. Vi snakkede overhovedet ikke om mad. Vi snakkede stort set ikke om spiseforstyrrelse. Til gengæld snakkede vi om følelser og kontrol. De der følelser, der er lidt farlige. Og den der kontrol, der er så vigtig for mig.

Men de problemer har jeg italesat før. Mange gange. Jeg ved godt, at jeg skal give følelserne plads. At jeg skal acceptere at de er der og rumme dem, når de kommer. Jeg ved også godt, at jeg skal slippe kontrollen. Både i forhold til mad og vægt, men også i forhold til mine følelser. Det hele hænger sammen – og jeg ved det godt.

Det handler ikke om mad. Det handler om alt det bag ved. Det ved jeg også godt. Jeg ved godt, hvilke problemer, der ligger bag. Jeg har italesat dem. Mange gange. Men det går de ikke væk af.

Det var en okay oplevelse at være til psykolog. Men jeg var en lille smule opgivende, helt enormt træt og ret ked af det efterfølgende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med at han sagde eller gjorde. Jeg ved heller ikke, hvad han skal sige eller gøre. Jeg havde vel nok naivt håbet, at han sagde noget helt revolutionerende, som gav mig nøglen til hele mysteriet …

Jeg har brug for hjælp til at komme videre. Jeg har brug for nogle redskaber til at komme ud over det jeg godt ved. I første omgang er det måske nok bare det, der skal italesættes for at finde et fælles udgangspunkt, jeg kan arbejde sammen med psykologen om og derfra forhåbentlig tage skridtet videre.