Er blevet sat på opgave

Jeg har fået en opgave af min psykolog. Jeg får små øvelser efter hver gang, jeg snakker med ham; nogle af dem virker bedre end andre – nogle af dem er lettere end andre …
Sidste gang blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at se på min spiseforstyrrelse på en anderledes måde.

Der findes de der mennesker, der har været igennem noget traumatisk, grænseoverskridende eller på anden måde livsændrende, er kommet ud på den anden side og fortæller, at de har lært noget af oplevelsen. De er blevet klogere, gladere og stærkere , og fortæller måske sågar, at de ikke ville have været oplevelsen foruden. Min psykolog bad mig tænke på min spiseforstyrrelse som en oplevelse, der har beriget mig som menneske. Og så beskrive hvordan og hvorfor.

Jeg tænkte selvfølgelig straks, at bloggen var et oplagt sted at fundere over dette. Men det har vist sig at være noget sværere, end jeg lige troede! Det er er helt vildt svært at sige noget positivt om min spiseforstyrrelse, når jeg står lige midt i det og kæmper for at holde mig oven vande og for at slippe af med den. Det er så meget nemmere at finde alle de dårlige ting, der er fulgt med.

Jeg begyndte med at tænke på alle de gode mennesker, jeg har i mit liv som vil mig det godt. Hvis ikke andet, så har oplevelsen i hvert fald vist mig, at der er mange mennesker, der holder af mig og står klar til at hjælpe og støtte. Og det må alt andet lige betyde, at jeg er noget værd. Forstå mig ret – selvfølgelig er jeg det, men jeg er jo ikke noget særligt. Men det har jeg faktisk mange skønne mennesker omkring mig, der synes. Og det er dejligt!

Ligeså langsomt faldt det mig også ind, at den her oplevelse har gjort mig stærk. Hvis jeg kigger på min situation ude fra, så ville jeg sige til hende, der stod midt i alt det her, at hun er helt vildt stærk. Hun får faktisk både en hverdag, et familie- og arbejdsliv til at fungere, på trods af, at hun kæmper en indædt kamp mod en ødelæggende og opslidende spiseforstyrrelse hver evig eneste dag.

Hun formår (for det meste) at holde hovedet koldt og udvise et overskud, der skjuler hendes kamp.

Jeg er ikke der, hvor jeg kan sige, at jeg ikke ville have været min spiseforstyrelse foruden. Men på den anden side, ville jeg ikke have været den, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde været igennem den kamp, spiseforstyrrelsen har tvunget mig igennem. Jeg tror faktisk på, at jeg er blevet stærkere. Det betyder ikke, at jeg ikke kan føle mig svag eller sårbar, men på trods heraf og selvom jeg ikke er i mål med min kamp endnu, så er jeg stærk nok til at holde kampen i gang, og jeg nægter at lade mig overvinde. Det er da stærkt!?