Det er så dumt!

Sådan noget LORT! Ja, undskyld mig, men der er behov for bandeord og store bogstaver.

Jeg gjorde noget rigtig dumt i går. Som i rigtig dumt! Og jeg er overrasket over, hvor nemt for mig det var. Det skræmmer mig, at jeg pludselig synes, det var en god idé igen. Og at jeg rent faktisk gjorde det. Men jeg forstår det sådan set godt …

Mit spisemønster fra før Risskov er næsten tilbage – den onde cirkel med ikke at spise særlig meget i løbet af dagen af frygt for at tage på, for at ende med at være sulten, træt og uden overskud om aftenen, hvilket gør det nemt for mig at vælge den nemme løsning og falde ned i det dybe sorte hul, som jeg svor jeg ikke ville tilbage til.

Jeg hader at måtte indrømme, at jeg har kastet op. Det piner mig og jeg skammer mig og alt det der. Og jeg bliver så træt. Og ked af det.

Det er så dumt! Alligevel føler jeg mig ikke overbevist om, at det ikke kan ske igen. Hvad er det, der sker i mit hoved? Hvorfor er det, at jeg gør, som jeg gør?

Jeg håber virkelig, jeg kan få hjælp til at besvare nogle af de spørgsmål snart. Og selvfølgelig, ikke mindst, bryde det mønster, der er så opslidende og frustrerende og nedbrydende.