Jeg var nede og snakke med min læge i går. Det var hårdt! Hårdere end jeg havde regnet med. Jeg var ikke nervøs eller bekymret på forhånd, for jeg var afklaret med min beslutning og derfor tryg ved situationen.
Men så sad jeg der inde ved lægen og kunne ikke holde tårerne tilbage, da jeg fortalte, at jeg gennem næsten 15 år har kæmpet mod en spiseforstyrrelse og nu har brug for hjælp. Da jeg fortalte, at jeg stort set intet spiser i løbet af dagen, for at spise en masse usundt om aftenen, og så kaste det op igen. Da jeg fortalte, at jeg er begyndt at kunne mærke på min krop, at den ikke synes, det er rart mere. Da jeg fortalte, at jeg ikke vil have at mine børn skal vokse op med en syg mor, og at jeg for alt i verden ikke vil risikere at overføre mit forkvaklede forhold til mad over til dem. (Jeg får tårer i øjnene igen nu, bare ved at skrive det).
Det var en øjenåbner! At sætte ord på min spiseforstyrrelse face to face med en ekstern person, der ikke har følelser indblandet, men som i løbet af min fortælling, udtrykte mere og mere bekymring.
Min læge har nu sendt en henvisning på mig til Risskov. Det har jeg det faktisk rigtig svært med. Men han var slet ikke i tvivl om, at der skal professionel hjælp til, og i Risskov har de jo netop det. Men der er to ting i det:
1. Jeg har hørt mange ting om Risskov. Bl.a. at man skal passe ind i de rigtige kasser for at få hjælp. Min bekymring går selvfølgelig på, om jeg mon falder i en forkert kategori og ikke passer ind i deres system.
2. Jeg har været tilknyttet Risskov før, og der faldt jeg fra. Men det var nok i virkeligheden min egen skyld, fordi jeg ikke var motiveret for det og for at yde en indsats i at kæmpe.
Og så er der den 3. ting; Jeg synes det er vildt hårdt, grænseoverskridende, skræmmende og flovt at jeg nu rent faktisk er inde i systemet. Det er som at få et slag i maven at få det mærkat sat på mig. Selvom jeg jo godt ved og erkender, at jeg har en spiseforstyrrelse, føles det helt anderledes, når en professionel også siger at jeg syg og har brug for hjælp.
Jeg har taget et meget større skridt end jeg var klar over. Jeg ved, det er godt for mig. Men jeg er også helt vildt skræmt og bange.
Leave a Reply