Udredning

Jeg skal til Risskov senere i dag. Jeg modtog et brev i e-boks med indkaldelse til udredning ved Center for Spiseforstyrrelser dagen efter jeg havde været nede ved lægen, og de kunne allerede tilbyde mig en tid i dag! Jeg havde egentlig regnet med, at der sagtens kunne gå flere uger, før jeg hørte noget – og ikke mindst skulle af sted.

Men det skal jeg altså lige om lidt. Jeg har egentlig været fint afklaret med det. Jeg er klar! Alligevel sidder jeg nu og kan mærke, at jeg bliver nervøs. Jeg kan mærke en uro i maven, en klump i halsen og svedige håndflader. Jeg er faktisk skide bange. Bange for konsekvenserne. Min største altoverskyggende frygt er indlæggelse. Jeg forventer på ingen måde, at de siger, at jeg skal indlægges – men det kan stadig få min puls til at stige og give mig åndenød bare ved at tænke på det. Det vil jeg IKKE!

Men jeg er også bange for at blive mødt af fordømmende folk, der giver mig (mere) skyldfølelse, og folk der (også) synes, jeg bare skal tage mig sammen. Jeg er rigtig bange for ikke at blive forstået og lyttet til. Jeg er rigtig bange for at få at vide, at jeg burde …

For jeg ved godt, jeg burde! Jeg ved godt, jeg gør så mange forkerte ting og burde spise og handle anderledes. Men det kan jeg ikke! For pokker, hvis jeg dog bare kunne. Hvis jeg dog bare kunne … For jeg vil virkelig gerne!

Jeg håber virkelig, de kan hjælpe mig i Risskov. Jeg har brug for hjælp til at komme videre. Jeg er godt nok samtidig skide bange for den hjælp og over, hvad der kommer til at ske. Men jeg tror på, at det her det rigtige. Og jeg tror på – siger i hvert fald meget overbevisende til mig selv, at de ved, hvordan de skal møde mig for at gøre mig tryg. Og at de ved, hvad der skal til for at hjælpe mig videre.