Jeg har ingen opløftende nyheder, om at jeg begynder at få vendt skuden. Jeg er faktisk nok nærmere tæt på at være tilbage til hvor jeg var, før jeg startede i Risskov. Jeg kaster dog ikke op, men jeg får heller ikke spist nok. Og derfor kæmper jeg mere og mere mod trangen til at overspise for at kompensere for det, jeg ikke får spist. (Og fordi jeg er sulten …) Hvilket igen giver tankerne om at holde igen med den rigtige mad mere plads, fordi den evige frygt for at tage på overskygger alt. Det er en ond cirkel.
Hvert eneste måltid er en kamp. En kamp med/mod mig selv, hvor jeg forsøger at overbevise mig, om at jeg skal spise. Jeg vinder sjældent.
Jeg ved godt, at jeg må tage handling. Jeg ved godt, at jeg ikke kan selv. Jeg ved godt, at jeg (igen) må søge hjælp. Jeg bliver bare ved med at udskyde det. Jeg bliver ved med at undgå det der opkald, for jeg er bange for at blive “brændt af”. Jeg bange for, at jeg skal ud i endnu et forløb, hvor jeg går et skridt frem – kun for at gå to tilbage … Jeg har ikke mod på at blive skuffet (igen), når jeg rækker en hånd ud efter hjælp.
Det er både grænseoverskridende, en lille smule ydmygende, og bare ufatteligt svært at bede om hjælp for mig. Når jeg så oven i købet har gjort det én gang, og bliver nødt til at gøre det igen, fordi den rigtige hjælp ikke kom i første omgang, så kan jeg næsten godt lidt give op på forhånd.
Jeg synes, det er svært. Men det kan jeg selvfølgelig ikke bruge til noget. Det kommer jeg ikke videre af. Og jeg kommer ikke videre uden at række hånden ud. Bare der så denne gang er nogen, der tager ordentlig fat og ikke lader mig falde.
Leave a Reply