“Kom tilbage! Du havde det meget bedre sammen med mig” …
Sådan synes jeg, jeg kan høre min spiseforstyrrelse kalde efter mig lige for tiden. Og nogen gange overbeviser den mig. Det er nemt og naturligt for mig at vende mig mod min ven for at søge tryghed og forståelse, når tingene bliver svære og jeg bliver usikker. Ved at lukke spiseforstyrrelsen ind undgår jeg at mærke tvivlen på om jeg gør tingene godt nok – om jeg er god nok. På den måde kan jeg bedre være i det. På den måde mærker jeg ikke de svære følelser.
Spiseforstyrrelsen er min bedste ven. Den hjalp mig igennem en svær periode i mit liv. Den tog sig af mig og hjalp med at sætte et værn op, der fik mig til at føle mig tryg i et kaotisk inferno af følelser og tanker. Den gjorde at jeg ikke følte mig helt alene.
Men spiseforstyrrelsen er også min værste fjende. Jeg har ikke længere brug for den, og det synes den ikke at ville acceptere. Jeg har ikke længere behov for at lukke at for mine følelser . Heller ikke dem, der kan være svære – for det findes der andre måde at komme igennem på end at lade være med at spise… Men spiseforstyrrelsen nægter at lade mig skille og forsøger med al sin magt at lokke mig tilbage i dens magt og varetægt. “Du havde det meget bedre sammen med mig” …
Jeg taber nogen gange kampen mod overtalelserne. Oftere end jeg ønsker. Det er den nemme løsning – det erkender jeg. Det er så nemt at trække på skuldrene og kaste håndklædet i ringen. Det er nemt at vælge kampen fra.
Det forbandede er bare, at det bliver endnu svære at komme tilbage, jo længere jeg lader mig trække ned.
Jeg skal tilbage på sporet og i gang med at kæmpe. Igen. Jeg skal i gang med runde 2 – for runde 1 har jeg faktisk vundet, og det skal ikke være spildt. Spiseforstyrrelsen skal ikke have lov til at trække mig tilbage ned i et samarbejde, der koster manglende livsglæde og overskud.
Kære spiseforstyrrelse,
jeg har ikke længere brug for dig.
Du hjælper mig ikke, men forhindrer mig faktisk i at være den, jeg er.
Jeg kan godt klare de svære følelser uden dig. Jeg kan godt klare at være usikker og utryg. Jeg har ikke brug for din omsorg, når jeg føler, jeg ikke er god nok.
Jeg har brug for, at du giver slip.