Det gik så godt. Og så gik det alligevel ikke helt så godt, som jeg troede. Jeg mister ligeså stille mit fodfæste, og det er helt vildt svært ikke bare at lade mig falde og glide ned ad bakken. Gejsten og modet til at stå fast og kæmpe synes rigtig langt væk.
Jeg har stadig ikke taget på. Og det har jeg ikke, fordi jeg ikke har lyst. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg er så sindssygt bange for det der med at tage på, så jeg har sat bremserne i og går i noget der ligner forsvarsposition, hvilket rent praktisk betyder, at jeg ikke får spist, det jeg skal – og derfor heller ikke tager på. Jeg er så ubeskriveligt bange for at give slip og for at miste kontrollen, og derfor søger jeg i stedet tryghed i min spiseforstyrrelse. Jeg finder en enorm tryghed i min spiseforstyrrelse, og det at min vægt ligger i den lave ende af normalen.
Det sidste stykke tid har jeg haft lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op. Eller i hvert fald nøjes. Nøjes med at være tilfreds med at være sluppet af med at kaste op, og fået ændret på mine spisevaner, der gør at jeg spiser sundt og rigtigt. Det er så sindssygt svært at ændre på min tankegang, og at bryde ud af spiseforstyrrelsens trygge rammer. Jeg ved helt ærlig ikke, om jeg er klar. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg skal gøre, for at komme dertil, at jeg kan acceptere og aktivt gøre en indsats for at tage på.
Jeg ved godt, det er svært at forstå. “Vil hun da ikke ud af spiseforstyrrelsen?” Jo, det vil jeg! Men jeg har så svært ved at overbevise mig selv om, at det ikke bliver på bekostning af noget, der har så stor betydning for mig.
Lige nu kæmper jeg alt hvad jeg kan for ikke at falde ned ad den bakke, jeg lige er kommet op på. Hvordan næste bakke (nærmere bjerg) skal bestiges, det ved jeg virkelig ikke.
Leave a Reply