Atypisk nytårsfortsæt

Mens alle omkring mig her efter nytår har fokus på træning, sund kost og på at skulle ned i vægt, sidder jeg tilbage med et noget atypisk nytårsfortsæt, der lyder på det stik modsatte. Jeg skal tage på.

Jeg skulle have været i Risskov i går, hvilket jeg var ret spændt på ift. hvad vægten ville sige. Min aftale blev desværre aflyst, fordi min psykolog var syg, så afgørelsen om jeg kan fortsætte i behandling er udskudt.

Jeg var ellers klar til min dom. Efter nytår er jeg kommet tilbage på sporet, og lige nu går det rigtig godt med at følge kostplanen. Det er det med at få spist mere, end den overordnede kostplan lægger op til, der er svært. Der er lagt nogle såkaldte råderum til kostplanen, som jeg skal spise 4-5 gange om ugen for at tage på. Det får jeg ikke gjort. For jeg er stadig bange for at tage på, og har nok ikke helt accepteret, at det er det, jeg skal.

Jeg vil ikke sige, at jeg havde givet op. Jeg havde faktisk en formodning om, at min vægt var steget. Men jeg var også nået dertil, at hvis jeg ikke havde taget på, så var det sådan det var. Jeg synes jeg har kæmpet og forsøgt – og ikke mindst, synes jeg, jeg har rykket mig rigtig meget, siden jeg startede i behandling. Hvis det så ikke går hurtigt nok, ifølge en generel betragtning, som jeg har fuld forståelse for, at de i Risskov bliver nødt til at gå ud fra, er ærgerligt.

Nu blev jeg ikke vejet i Risskov i går. Det gjorde jeg til gengæld i morges derhjemme, fordi jeg ikke kunne slippe min nysgerrighed. Jeg har ikke taget på. Min vægt ligger lige så stabilt, som den hele tiden har gjort.

Måske er jeg, som min psykolog også antyder, ikke klar endnu til at tage næste skridt. Jeg er måske ikke helt klar til at slippe den tryghed, der for mig er i at veje lige lidt i den lave ende af min normalvægt. Jeg forbinder så meget af hele min identitet med det. Og frygten og tanken om, at det er så farligt med et par kilo ekstra fylder stadig enormt meget.

Men jeg synes, jeg slipper taget. Jeg synes, at der ligeså stille er ved at gå et lys op for mig omkring nogle ting, der ellers har været så stor en del af mit liv i så lang tid. Jeg skal nok blive klar til næste skridt. Det tror jeg faktisk på. Men hvis de ikke i Risskov har ressourcer til at vente på mig, så må jeg gøre det selv  – i mit eget tempo.