Vægtøgning

Sidste gang jeg var i Risskov snakkede vi igen om der der med at tage på. Foranlediget af, at jeg stadig ikke har taget på, men bibeholder en stabil vægt. Jeg fortalte min psykolog, at jeg synes det er lidt unødvendigt … For jeg jo synes, jeg har det meget godt og er kommet langt i den rigtige retning. Jeg kaster ikke længere op, og spiser meget mere normalt end jeg har gjort i mange år. Han bekræftede mig i, at jeg var kommet langt, men han sagde også, at jeg ikke bliver fri for min spiseforstyrrelse, hvis jeg ikke kan acceptere, at min vægt stiger lidt. Faktisk sagde han, at jeg til at tage på snart, for at det giver mening at fortsætte i behandling.

Det synes jeg er helt vildt svært. Og jeg kommer i dyb konflikt med mig selv. For selvfølgelig vil jeg gerne være fri af min spiseforstyrrelse og komme helt ud på den anden side. Men jeg bliver også vildt bange! Og jeg synes jo, det går rigtig godt lige nu – så jeg har enormt svært ved at forstå og acceptere, hvorfor det er så pokkers nødvendigt at jeg skal tage på?

Men netop derfor! Netop fordi, det er så farligt og fylder så meget i min bevidsthed, kan jeg godt se, når jeg tænker en lille smule logisk, at det er spiseforstyrrelsens magt, der gør, at jeg stejler, når det handler om vægtøgning. Jeg ved, at det er spiseforstyrrelsens magt over mig, der gør, at det er svært.
Selvom jeg ikke længere kaster op, og synes jeg spiser normalt, så er jeg langt fra ude af min spiseforstyrrelse. Og derfor kan jeg heller ikke stole på mig selv, når det kommer til det med at spise for at tage på. Alt stritter imod i mig, og det er sindssygt svært at ændre på min tankegang omkring, at det der med vægtøgning er noget farligt. Jeg snyder med kostplanen. Får ikke heeelt spist, hvad jeg skal, men tænker, at det nok er godt nok. Ofte opdager jeg faktisk ikke, at jeg snyder og spiser mindre, end jeg burde, fordi det ligger så indgroet i mig at spise restriktivt og holde igen – af frygt for at tage på.

Jeg ved, at min frygt overhovedet ikke er rationel. Men den er der.

Til hver evigt eneste måltid vejer jeg for og i mod, hvad og hvor meget jeg skal spise. Det tager rigtig meget af min energi, og der er enormt mange tanker i gang i mit hoved for tiden. Det er hele tiden det der ambivalente forhold, der spiller ind: jeg vil rigtig gerne ud af min spiseforstyrrelse, men kan jeg slippe trygheden i veje lige lidt i underkanten af, hvad min normalvægt er?

Er jeg klar til at slippe kontrollen?