Mit ansvar

Foto: Kira Strand

Det er mit liv. Det er min sygdom. Det er mit ansvar.
Men hvor ville jeg nogen gange ønske, at der var en eller anden, der påtog sig ansvaret og kampen for mig …

Det går den forkerte vej. Jeg mister grebet om de gode intentioner og falder mere og mere tilbage i de gamle mønstre. Jeg kan godt selv se, at den er gal. Jeg ved godt, at det er en uhensigtsmæssigt ond cirkel at vende tilbage til, men jeg kan ikke selv finde ud af at blive på sporet. Jeg tager de forkerte valg og lukker spiseforstyrrelsen mere og mere ind. Og jeg kan ikke finde ud af at overbevise mig selv om, hvorfor og hvor vigtigt det er at spise (rigtigt).

Hvis der bare var én, der ville tage kampen for mig. Jeg sidder lige nu med en lyst til at kaste håndklædet i ringen, eller i hvert fald give det videre til én, der var stærkere, end jeg selv er lige nu. Så jeg kunne få lidt ro og en pause fra alle de overvejelser, tanker og frustrationer, der fylder hver dag og ved hvert måltid. Jeg synes vejen frem er uoverskuelig og uhåndgribelig.

Men det er mit ansvar. Der er ingen, der gør det for mig. Der er ingen, der kan. Og desuden ville jeg heller ikke, hvis det kom der til, lade nogen gøre det for mig. Det er mit ansvar.

Og jeg skal også nok … Jeg skal nok kæmpe videre. Jeg giver ikke op! Men jeg har brug for noget hjælp. Så den går jeg på jagt efter nu, og håber på at finde den. Den rigtige – og hurtigt.