Frustrationer

Det er længe siden, jeg har skrevet noget på bloggen. Den ene dag tager den anden … Måske forsøger jeg i virkeligheden også at undgå at stoppe op, gøre status og tænke over tingene lige nu, fordi det faktisk er lidt svært – og fordi, jeg ikke er glad for at indrømme, at det ikke går særlig godt.

Spiseforstyrrelsen er rigtig glad for at jeg ikke længere går i Risskov og får støtte og motivation til at kæmpe imod den. Jeg er bestemt ikke stolt af det, men jeg får ikke fulgt min kostplan og spist nok, fordi spiseforstyrrelsen igen fylder rigtig meget i min bevidsthed og ved hvert måltid får mig overbevidst om, at det er bedst at holde lidt igen, så jeg ikke tager på.

Jeg er rigtig ked af, at det går ned af bakke, og at jeg ikke har kunnet bevare motivationen til i det mindste at fortsætte med de gode tiltag, jeg fik med fra Risskov. Intentionen og viljen til at kæmpe er der stadig, men jeg kan også mærke trygheden i spiseforstyrrelsen. Det er nemt og genkendeligt at falde tilbage til de gamle mønstre og rutiner. Jeg kan dog (heldigvis) også mærke, at det ikke er godt for mig. Jeg har mindre energi og overskud, end jeg har haft, og jeg bliver helt enormt frustreret over mig selv – over at jeg ikke kan finde ud af at holde mig på det rigtige spor.

Jeg var fortrøstningsfuld, da jeg kørte fra Risskov den sidste gang. Jeg følte mig overbevist om, at jeg i mit eget tempo godt kunne tage næste skridt ud af spiseforstyrrelsen ved at fortsætte med de gode tiltag og selv bygge flere på. I stedet er jeg lige nu ret overbevist om, at jeg (igen) må erkende, at jeg har brug for hjælp.

Hvor er mine krykker? Jeg har stadig brug for dem!