Jeg har været i tvivl, om jeg skulle udgive det her indlæg. Som altid er jeg bange for at bekymre unødigt. Men det har jo tidligere hjulpet at få mine tanker ud, når det har været svært – og det er det lige nu. Det går ikke særlig godt. Det er faktisk lidt ambivalent for mig at skrive, for den spiseforstyrrede og restriktive del af mig synes det går rigtig godt. Den syge del af mig vinder nemlig en masse kampe i øjeblikket.
En del af årsagen til det er ferien. Jeg nyder at holde ferie, forstå mig ret. Men der er ikke den samme rutine på dagen som normalt, og det gør det nemt for spiseforstyrrelsen lige at stikke hovedet frem.
-Når jeg sover lidt længere end normalt, kan jeg hurtigt få overbevidst mig selv om at springe morgenmaden over, fordi det jo alligevel er frokosttid lige om lidt.
-De dage hvor det lykkes mig at spise morgenmad, synes jeg ikke jeg er sulten til frokost, fordi jeg jo har spist morgenmad så sent. Det er også så hyggeligt at sætte sig i solen og drikke et glas rosé eller en kold fadøl, når man holder ferie. Og det er der jo også kalorier i, og dem skal jeg ikke have for mange af.
-Jeg har også fået overtalt mig selv om, at grøntsager/salat til aften er det eneste jeg behøver i øjeblikket. Selvom jeg jo faktisk havde fået en god rutine med at få proteiner i vegetarisk form.
Det er en glidebane. Den starter i det ubevidste, men jeg glider hurtigere og hurtigere og dybere og dybere lige nu.
Det gode er, at jeg er bevidst om hvad der sker. Det er også derfor jeg stopper op nu, fordi jeg kan mærke, jeg bliver nødt til at gøre noget. De mange timer hos min psykolog har lært mig at genkende de handlinger og mønstre, der ikke er gode for mig.
Nu har jeg et valg. Jeg kan vælge at lade stå til, give slip og holde helt ferie og bare glide med på spiseforstyrrelsens bane. Jeg kan også vælge at tage kampen op nu. Det nemme valg er helt klart det første. Forestil dig, at du ved hvert eneste måltid, skal bruge uanede ressourcer, tanker og kræfter på at overbevise dig selv om at du skal spise. Hver eneste bid er en kamp. Det er ikke sikkert, du kan forestille dig det. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke kan.
Det er benhårdt! Men det er mit livsvilkår. Det sagde min psykolog til mig sidste gang, jeg var ude ved hende. Det var lidt af en mavepuster. Det er blevet mit livsvilkår, at jeg ved hvert måltid skal kæmpe. At jeg konstant skal overbevise mig selv om, at jeg skal spise. Det bliver nemmere. Det har været nemmere. Jo længere ned at glidebanen, jeg falder nu, jo sværere er det også at komme op igen.
Derfor vælger jeg at kæmpe nu. Jeg skal tilbage på sporet så hurtigt som muligt. Derfor er min ferie ikke ren afslapning.