Mangi

Ikke ret meget om mad, men meget om at spise – eller manglen på samme…

Konstant støj

Med mit forstyrrede forhold til mad, følger der konstant støj med. Hver gang jeg forsøger at slappe af, dukker tanker op. Jeg har aldrig ro. Tankerne om det næste måltid, planlægningen og kontrollen fylder og dominerer min tankevirksomhed og hverdag. Tankerne om hvordan jeg kan og bør optimere mig selv, min krop og min spisning kører konstant rundt i mit hoved.

Jeg har en indre tilladt/forbudt-liste. Den er efterhånden så indgroet i min tankevirksomhed, at jeg ikke rigtig lægger mærke til, at den er der. Men den fylder ikke desto mindre alt. Jeg inddeler mad i to kategorier som udelukker hinanden. Mad er enten tilladt eller forbudt. Der er ikke noget midt i mellem. Jeg får plusser, når jeg spiser noget fra min tilladtliste og minusser, når jeg spiser noget fra forbudtlisten. Minusserne fylder (selvfølgelig) mest… Og sammen med dem kommer samvittigheden. Den dårlige samvittighed kommer krybende hver gang jeg har spist noget fra min forbudtliste, og fortæller mig at nu kan det hele være lige meget, og jeg er forkert og mindre værd.

Den værste støj er den, at jeg føler mig overbevist om, at min værdi ændrer sig, afhængig af hvad jeg spiser. Når jeg spiser noget sundt, er jeg sund. Når jeg spiser noget forkert, er jeg forkert. Jeg kobler værdier sammen med mad, så det er hvad jeg spiser, der definerer mig. Jeg føler mig mindre værd, hver gang jeg spiser noget forkert, og det gør at jeg bliver usikker og utryg i min egen krop og over for mine relationer, selvom jeg inderst inde godt ved, at det ikke er fakta.

Der er også en dobbelthed i støjen. For nok som den råber og skriger, at jeg er mindre værd, hvis jeg spiser noget forkert, så er der også en anden støj, der prøver at trænge igennem med at jeg skal holde op med at tænke sådan. At det er forkert at tænke sådan. At jeg er forkert.

Det er en evig kamp. Der er aldrig ro, og jeg kan faktisk ikke rigtig vinde.

Det er enormt opslidende. Det er enormt trættende at leve med denne konstante støj, der aldrig giver mig lov til bare at være, fordi jeg hele tiden føler jeg kan, bør og skal gøre noget bedre.