Lettere sagt end gjort!

Okay… det gik lige så godt. Og så gik det lige pludselig ikke så godt mere.

Jeg skal bare have noget mere mad! Ja goddaw do’! Jeg kan faktisk høre spiseforstyrrelsen grine højt af mig. Hvis det BARE var at sige BARE! Og BARE spise noget mere mad, så havde jeg jo ikke noget problem. Jeg vidste allerede mandag morgen, at mit mål om BARE at spise noget mere mad, faldt fuldstændig til jorden! Det er jo der, skoen trykker. Det er jo det, der er så pisse svært for mig. Jeg higer mig fast til min kontrol om ikke at spise.  Den kontrol, som jeg er så bange for at miste.

Jeg har lige set Alberte fra blogindlæget om Anoreksiens Helvede i Aftenshowet, der gerne ville have sunhedsvæsenets øjne op for, at det ikke var nok, at behandle spiseforstyrrede ved at få dem til at spise og opnå en normalvægt. “Du kan godt være normalvægtig og have det skide svært”… Ja tak!

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg føler mig forbigået eller overset af sundhedsvæsenet, for jeg har ikke bedt dem om hjælp. Og jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer at gøre det. (Stædighed? Frygt?…) Men Alberte fik lige mine øjne op for, at min spiseforstyrrelse jo bunder i mere end min frygt for at spise for meget og tage på. Jeg er stolt over de sidste to uger, og jeg synes, jeg har gjort fremskridt ift. mine dårlige rutiner med det usunde – men nu, da det kom til at spise rigtigt/mere, så faldt korthuset sammen. For det kan jeg jo ikke BARE.

Bag ved min frygt for at spise, ligger der en endnu større frygt for at miste kontrollen. En kontrol, der giver mig ro. En kontrol, der giver mig tryghed. Uden den, er jeg så bange for, at det hele ramler.

Det var lettere sagt end gjort BARE at spise noget mere mad. Jeg er ikke helt sikkert på, hvad næste skridt nu bliver. Men jeg vist nødt til at arbejde med den der kontrol. Så det gør jeg BARE!?