Jeg er bange for at miste kontrollen. Jeg er bange for at give slip af frygt for at tage på. Min spiseforstyrrelse prøver at bilde mig ind, at det er det, der sker, hvis jeg slipper den – at jeg tager på og mister kontrollen.
Men det der med kontrol er en sjov størrelse. For jeg har jo ikke en skid kontrol! Det kan godt være, at jeg spiser ekstremt kontrolleret og efter meget faste mønstre og regler, men det er fordi, spiseforstyrrelsen har kontrol over mig. Det er ikke min kontrol. Det er ikke den rigtige kontrol.
Jeg fandt en trøst og ven i “kontrollen” over maden for lang tid tilbage, og den fik desværre grobund nok til at udvikle sig til en insisterende spiseforstyrrelse, der nu har kontrol over mig. Jeg mistede en nær ven, der begik selvmord og en anden “ven” forgreb sig på mig – det var oplevelser, der var ude af min kontrol og så knusende, skræmmende og frygtelige, at jeg havde brug for at tage kontrol over noget andet.
Der har givet vis også været andre faktorer, der har spillet ind. Det med at jeg er sensitiv har nok også en indflydelse på, at jeg ikke kunne rumme de følelser og de situationer, der var startskuddet til at have behov for at tage kontrol. Nu ved jeg bare ikke, hvordan jeg slipper det behov.
Jeg havde i den her uge sat mig for at prøve at spise efter en madplan, som jeg har fået udarbejdet af en diætist. Den beskriver, hvad og hvor meget jeg skal spise for hverken at tage på eller tabe mig. Allerede mandag “snød” jeg. Jeg droppede mellemmåltiderne, fulgte ikke den anbefalede frokost og sprang kulhydraterne over til aftensmaden. Jeg har dog fået meget mere protein ind i mit spisemønster, og det er et skridt på vejen for mig. Men da vægten i morges så viste en stigning på 300 g, røg humøret og motivationen helt i bund.
Jeg er så bange for at give slip. Jeg er bange for at miste den kontrol jeg egentlig ikke ønsker at have.
