Jeg lukker nogle huller

Jeg er kommet godt fra start. Det går godt. Jeg har det godt. Bedre, end jeg har haft det rigtig længe. Det skyldes flere ting, men én af dem er helt sikkert, at jeg får noget mad, og at jeg begynder at kunne se en vej ud af spiseforstyrrelsens fængsel.

Der er dog stadig lang vej, før jeg kan se mig fuldstændig fri.

Det går godt med min kostplan, og jeg prøver ligeså stille at slippe min (sygelige) kontrol over min vægt. Men jeg har altså stadig en spiseforstyrrelse, der kæmper en brav kamp for at holde min fast i mine usunde mønstre og destruktive vaner og tanker.

Jeg snakkede med min psykolog i går. Jeg fortalte (også) ham, at jeg synes det går godt, og at jeg er motiveret og glad for fremgangen. Men jeg fortalte, at jeg alligevel har haft et par tilbagefald, hvor jeg slap kostplanen og spiste restriktivt – kun for at falde i og spise for meget og for usundt, og kaste det hele op igen. Det ærgrer mig grænseløst, men jeg holder samtidig meget bevidst fast i det mønster, fordi det på en eller anden (syg) måde er trygt.

Det kan godt være, at jeg ikke bruger så mange kræfter på at tænke på al den mad, jeg ikke må spise, eller på at bekymre mig om al den mad, jeg skal undgå. Der er nemt og trygt at spise efter en kostplan, hvor jeg ved, jeg får, hvad jeg har brug for. Men jeg bruger stadig rigtig mange ressourcer på at tænke alligevel. Og det er bl.a. én af grundene til, at jeg nogen gange får tilbagefald. Jeg giver slip og falder tilbage i de gamle vaner, der er nemme, fordi de er kendte efter så mange år.

Derfor er der nogle huller, der skal lukkes. De huller der gør, at det bliver nemt at falde i. Det handler bl.a. om at fjerne fokus fra vægten.

Jeg vejer mig ikke længere hver dag. Det giver mig kun et unødigt fokus på et tal, jeg ikke kan bruge til noget alligevel. Jeg havde givet mig selv lov til at veje mig én gang om ugen. Efter fem dage steg jeg op på vægten. Med meget modstridende følelser. På den ene side var det for at give mig selv en tryghed i, at jeg ikke havde taget flere kilo på, men på den anden side havde jeg faktisk overhovedet ikke lyst til eller behov for at se det tal, der måtte komme frem – fordi, jeg havde det godt i min krop.

Det var efter, jeg havde vejet mig, at jeg faldt i. Jeg faldt tilbage i mit gamle mønster. Derfor lukker jeg nu et hul. Jeg har lagt vægten væk. Jeg har lagt den væk, så den ikke ligger ude på badeværelset og skriger til mig hver morgen. Det er vildt grænseoverskridende, og jeg er faktisk overhovedet ikke rigtig tryg ved det. Men jeg kommer ikke videre, hvis jeg ikke får fjernet min (sygelige) kontrol over og fokus på den vægt.

Jeg bliver vejet i Risskov. Og lige nu er planen, at jeg med et interval på 14 dage skal derud. Så på den måde er der stadig en tryghed i, at jeg ikke tager flere kilo på, men kontrollen forsøger jeg at lægge fra mig.