Egentlig tog jeg beslutningen for et par uger siden. Men jeg er blevet ved med at udsætte det og har undgået at fortælle om den. Det er nok noget med, at det bliver lidt mere virkeligt og forpligtende, når det først er skrevet og fortalt.
Men her kommer det, for jeg har taget beslutningen. Beslutningen om at bede om hjælp. Hjælp udefra. Fra én, der ikke har følelser eller forpligtelser over for mig. Hjælp fra en professionel. Og jeg har faktisk også allerede handlet på det.
Jeg har ringet til min læge og bedt om en tid til en snak. Jeg var ellers lige ved at miste modet, da jeg for 12. gang hørte den søde automatiske telefondame sige, at mit opkald var først i køen, og at jeg ville blive betjent hurtigst muligt. “Tak for din tålmodighed”. Jeg havde faktisk næsten lagt på, da lægesekretæren pludselig var i røret.
“Jeg vil gerne tale med min læge om at få hjælp til min spiseforstyrelse.” Jeg havde øvet mig på sætningen. Sagt den højt indeni mit hoved mange gange – nu er den ude. Det er virkeligt. Jeg har bedt om hjælp. Jeg har taget det første skridt og har fået en tid i næste uge. Jeg ved ikke, hvad der kommer ud af det – målet er, at få en henvisning til en professionel terapeut af en eller anden art. Så må vi se, hvad der sker derfra.
Jeg er egentlig okay afklaret det. Jeg har det faktisk helt rart med at jeg endelig har gjort noget. Jeg har også tænkt meget (!) over det – og længe. Og jeg ved også godt, at når dagen kommer i næste uge, når jeg sidder ude i venteværelset nede ved lægen, så vil jeg få ondt i maven og lyst til at aflyse eller negligere min spiseforstyrrelse, fordi jeg er bange for konsekvenserne, men lige nu giver det faktisk lidt ro i maven, at have handlet.
For uanset hvordan jeg vender og drejer det; hvor meget jeg kæmper for at overtale mig selv om, at jeg kan klare det her alene, og hvor meget jeg også kæmper for at bevise det, så må jeg jo indse, at jeg ikke kan. Jeg kommer ikke videre, uanset hvad jeg prøver og hvor meget jeg kæmper. Så nu skal der andre kræfter til.
Leave a Reply