Jeg har fået krykker!

…og jeg bruger dem!

Jeg blev lyttet til i Risskov. Jeg blev taget alvorligt og forstået. Og der var ikke på noget tidspunkt tale om indlæggelse. Al min frygt blev gjort til skamme. Men det var stadig angstfremkaldende og grænseoverskridende, for jeg blev tilbudt et behandlingsbeløb, som bliver hårdt.

Jeg sagde hurtigt ja til tilbudet. Eller det vil sige, det var ikke helt uden tøven, for det indeholder bl.a. en kostplan, som jeg skal følge. For det første er der overvældende meget mad i den kostplan! Og for det andet synes jeg, det er vildt grænseoverskridende, at der er nogen, der skal fortælle mig og bestemme, hvad jeg skal spise. Men jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at se på den som med et par krykker. Hvis jeg havde brækket benet, ville jeg også skulle støtte mig til et par krykker, selvom jeg godt ved, hvordan man går, for at lade knoglerne vokse sammen og få styrke tilbage til at kunne gå frit igen. Min kostplan er mine krykker.

Jeg er allerede begyndt. Jeg bruger mine krykker. Og på bare to dage har jeg spist mere mad end jeg, de sidste mange år, gjorde på en hel uge. Altså rigtig mad. Normal mad. God mad. Og det går godt. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det.

Jeg skal sammen med min kostplan følge op med nogle samtaler med en psykolog og en diætist, og så er det meningen, at jeg skal starte i et kombineret kropsterapeutisk og psykoedukativt gruppeforløb. Det lyder fint, ikke? Sagt på en anden måde, kommer jeg til at arbejde med at få et normalt forhold til mad, krop og vægt samt en bedre evne til at tackle de følelsesmæssige vanskeligheder der har betydning for fastholdelse af sygdommen. Og det er der professionelle folk, der hjælper mig med. Samtidig møder jeg ligesindede, jeg kan udveksle erfaringer, frustrationer og sejre med.

Jeg tror på det her. Og jeg vil det her. Det sidste tror jeg, er det vigtigste.