Jeg glemmer nogle gange, at folk læser med på min blog. Jeg er heldigvis kommet dertil, at jeg ikke lægger låg på mine tanker eller begrænser mine ord og beskrivelser, for at skåne nogen. Jeg skriver, hvad jeg tænker og oplever – og jeg skriver for mig selv.
Når jeg alligevel nogen gange kommer til at tænke på, at mine meget personlige beretninger ligger helt frit tilgængeligt for alle at læse, kan jeg godt blive flov. For jeg skammer mig over min spiseforstyrrelse. Jeg synes, det er pinligt, at jeg gennem så mange år har givet plads og mulighed for lade en insisterende og ødelæggende spiseforstyrrelse udvikle sig. Jeg er flov over at jeg ikke har kontrol over mine handlinger, når det kommer til mad, og jeg skammer mig over, at jeg som en 30-årig voksen kvinde ikke finde ud af at spise.
Jeg ved godt, når jeg bruger min fornuft, at det ikke er min skyld, jeg har fået en spiseforstyrrelse. Jeg ved også godt, at spiseforstyrrelse ikke er mig – at mine forstyrrede handlinger og tanker kommer af spiseforstyrrelsens kraft og er en del af sygdommen. Så min sunde fornuft fortæller mig, at jeg ikke har noget at skamme mig over, og at min spiseforstyrrelse er en sygdom, jeg ikke selv er herre over og kræver behandling.
En del af min behandling er at skrive om min sygdom. Det hjælper mig at komme ud med mine tanker og frustrationer her og være åben omkring mit problem. Og det har givet og giver mig så mange positive oplevelser. Jeg glemmer som sagt nogen gange, at I læser med, så jeg bliver altid lidt overrasket, når jeg får et like på et af mine indlæg på Facebook, eller en kommentar med støtte, ros eller hep. Jeg er rørt, taknemmelig og overvældet over den støtte, jeg oplever fra jer, der læser med. Det betyder mere, end I aner – og det giver mig motivation og kræfter til at fortsætte min kamp. TAK!