Jeg er ikke alene…

Forleden faldt jeg over et blogindlæg på Facebook (Fanget i anoreksiens helvede), der viser nogle billeder, som Morten Fjord Stengaard, sammen med sin niece, Alberte, har lavet for at illustrere det fængsel anoreksien er.

Alberte har levet med anoreksi i 9 år og kæmper stadig. Hun fortæller om sin situation i blogindlægget, og jeg kan uhyggelig let genkende mange af hendes tanker. Billederne er stærke, skræmmende og tankevækkende. Men de er også rigtig gode, fordi de fortæller en historie, der er vigtig. Jeg er ikke helt så fanget og låst som Alberte. Jeg spiser, omend ikke altid så meget som jeg burde. Min krop er ikke så udsultet som billederne af Alberte viser. Mit BMI befinder sig indenfor normalkategorien. I den lave ende, ja – men det er afgørende for mig, at jeg ikke er og ikke kommer i kategorien undervægtig. Det er svært at forstå, at der er en kraft så stærk, at den kan få en så langt ud, at man ikke kan bunde og ikke selv kan se en vej ud af spiseforstyrrelsens magt, men jeg kan sagtens genkende de tanker, Alberte har.

Jeg fortolker, gengiver og reflekterer frit over Albertes fortælling.

Anoreksi er ikke noget man selv vælger. Det er et emne, der er svært at sætte ord på, svært at forstå – for hvorfor spiser vi ikke bare? Anoreksi stikker langt dybere end hvad det ydre viser. Inde i fængslet er der et indre, der skriger, larmer og vil gøre ALT, for at få det på sin måde.

“Anoreksien er en redningsplanke. Den reddede mig, da mit liv, mit indre, var kaos. Den gav mening, skabte en verden hvor de uhåndterbare følelser/tanker blev skubbet til side og erstattet af kontrol. En evig kontrol over krop, vægt og mad. Den gav mig en følelse af, at jeg var god til noget, noget værd.”

Alberte skriver, at spiseforstyrrelsen (udover kontrol) også giver hende omsorg. En omsorg, der har været manglet pga. svigt. Jeg fandt også en omsorg i min spiseforstyrrelse, da jeg oplevede svigt ved et overgreb og følelser, jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med og ikke kunne finde ud af at være i. Anoreksien reddede også mig. Men ligesom for Alberte fangede den også mig i sit fængsel. …”hvad der startede som en ven, blev til min værste fjende.”

Og vi holder krampagtigt fast i vores redningsplanke. Selvom vi kan se, hvor meget spiseforstyrrelsen skader os, holder vi fast i planken af frygt for at drukne. Vi lukker af for følelserne og det indre kaos og erstatter det med spiseforstyrrelsen og selvkontrol. “Selvom det på ingen måde er hensigtsmæssigt”.

Alberte føler sig alene uden spiseforstyrrelsen. Hun tror ikke på, at hun er noget uden spiseforstyrrelsen. Hun føler sig ikke noget værd, og hun skriver faktisk, at spiseforstyrrelsen forhindrer hende i at leve – hun overlever. Jeg tror, det er her, jeg adskiller mig fra Alberte. Jeg lever! Og jeg tror på, at jeg er mere end min spiseforstyrrelse. Jeg kan godt skelne Maj fra Spiseforstyrrelsen. Jeg har mere i mig, jeg vil mere og jeg kan mere. Min familie og min mand har også fået banket ind i knolden på mig, at jeg er noget værd. Jeg føler mig ikke alene. Jeg føler mig elsket – uanset min vægt, mit forhold til mad, mine forstyrrede tanker og handlinger. Og har så meget godt i mit liv, som spiseforstyrrelsen ikke får lov til at forhindre mig i at nyde.

At læse Albertes fortælling har forvisset mig om, at jeg ikke er den eneste, der har det, som jeg har. Det har også givet mig motivation til at fortsætte kampen. Jeg er ikke fri af spiseforstyrrelsens fængsel. Men jeg har troen på, at jeg bliver det. Jeg har viljen til at nå i mål. Jeg håber også, jeg har styrken.