Jeg har taget en beslutning. Eller faktisk er det lige nu i dette øjeblik, jeg tager en beslutning. Jeg har i 4 måneder nu skrevet om min spiseforstyrrelse her på bloggen – og der er ikke sket en pind. Jeg er stadig lige så forvirret, frustreret og fanget i mit forhold til mad. Jovist, det har været befriende og dejligt at åbne op og få sat ord på nogle af alle mine tanker, men jeg kæmper stadig en indædt kamp mod min spiseforstyrrelse, og den er ikke blevet mindre af at blive sat frem i lyset.
Jeg tror faktisk, jeg havde regnet med, at det ville gå den vej, da jeg begyndte at skrive. Altså at jeg ved at fortælle om min spiseforstyrrelse og reflektere over mine tanker og handlinger på bloggen, kunne vinde over spiseforstyrrelsen. Det var utopi. Der skal mere til. Den er stærkere end som så.
Men nu har jeg altså så besluttet, at der skal ske noget. Nu skal det ikke bare være ord og fine billeder. Jeg sætter mig selv på en prøve i en måned. En hel måned uden is, slik og chips som aftenritual og den onde cirkel, der (i første omgang) forhindrer mig i at spise rigtigt. Det lyder måske ikke af meget, men det er en stor ting for mig. Jeg forventer faktisk ikke, at jeg gennemfører… Men nu har jeg givet et løfte her på bloggen, og det forpligter mere, end hvis jeg gav et kun til mig selv.
Jeg forventer, at det bliver hårdt. Men jeg forventer også (hvis det går godt), at jeg bliver gladere, fordi jeg ikke konstant skal slå mig selv i hovedet med, at jeg endnu engang er faldet i, og derfor også vil straffe mig selv med at holde igen med den gode mad. Jeg forventer også, at jeg får mere energi, en sundere krop og lyst til (rigtig) mad.
Nu ser vi. Det er et forsøg. Der skal ske noget nu. Måske fejler jeg – så må der ske noget andet. Måske lykkes jeg – så jubler jeg. Og så tager jeg næste skridt i kampen.