Håb forude

Jeg har været så heldig lige at have været en uge på Kreta med min familie. Det var skønt og tiltrængt at være nede i varmen og have tid sammen til at slappe og koble af. Jeg har dog ikke holdt ferie fra spiseforstyrrelsen – med all inclusive er det svært at slippe tankerne om mad, og på trods af intentioner om at følge min kostplan, lykkedes det ikke. Dog er jeg fortrøstningsfuld tilbage på sporet, har taget mine krykker til mig igen, og begynder så småt at kunne ane et glimt at lys for enden af min meget mørke og lukkede tunnel. Jeg begynder at kunne ane håb forude.

Jeg var i Risskov igen i går. Til samtaler med både psykolog og læge for at vurdere min psykologiske og fysiske tilstand, samt at få klarlagt hele min historie. Og det var en rigtig god oplevelse. Jeg var af sted i 5 timer, så det var en lang dag, og jeg var godt brugt, da jeg var færdig, men jeg fik et håb med mig. Et håb om, at der er en vej ud af den her forfærdelige spiseforstyrrelse – også for mig.

Jeg havde en rigtig god (og lang) snak med psykologen. Han lyttede, forstod, stillede de rigtige spørgsmål og synes ikke, jeg var mærkelig eller dum på trods af de ting, jeg fortalte. Hele mit liv blev endevendt og gennemgået, nærmest helt fra før jeg blev født og lå i min mors mave til min situation netop nu. Og selvom jeg næsten halvdelen af mit liv har levet med usunde spisevaner og en uhensigtsmæssig fokusering på vægt, har jeg nu fået redskaber og inspiration til at arbejde med at løsne grebet omkring den falske kontrol.

Jeg blev bl.a. bedt om at sætte ord på, hvad vægten betyder for mig. Hvorfor det er så vigtigt, at jeg skal veje mig selv hver dag. Hvorfor det har så stor betydning, hvilket tal der står på vægten. Og det kunne faktisk ikke rigtig give nogen forklaring på. Jeg ved ikke, hvorfor jeg går så højt op i, om jeg vejer det ene eller det andet. Det bunder selvfølgelig i min altoverskyggende angst for at tage på, men jeg kunne ikke rigtig forklare, hvorfor det er så farligt med den vægt. Jeg ved bare, at det skræmmer mig helt vildt meget, at jeg fik at vide, at jeg nok egentlig burde skulle tage nogle kilo på for at min krop er i balance.

Første skridt i forhold til at løsne grebet er ikke at veje mig selv hver dag. Selv det er grænseoverskridende, for så kan jeg jo ikke holde øje med om vægten stiger. Men jeg kan godt se logikken i, at det kan være med til at fjerne mit ekstreme fokus på et tal. Og på sigt (måske) gøre mig lidt mere tryg ved, at vægten måske rykker sig et par kilo opad… Måske!

Lang historie kort: jeg er optimistisk og motiveret! Og jeg er helt vildt glad for at få hjælp hos nogle, der ved hvordan sådan nogle som mig har det, og hvad vi gennemgår. Det er så rart at blive forstået og imødekommet hos professionelle. Det giver virkelig langt om længe et håb om en fremtid uden spiseforstyrrelse.