Jeg går den rigtige vej. Jeg tager store skridt fremad Men så stopper jeg. Pludselig aktiverer jeg bremsen. Jeg går i stå. Jeg tager måske et par skridt tilbage. Jeg bakker, indtil jeg bliver bevidst om at det er den forkerte vej – og jeg skubber til mig selv for at gå de samme skridt fremad, som jeg faktisk allerede har taget.
Det er fordi jeg ikke vil fremad. Der er ikke noget, der holder mig tilbage. Jeg er klar. Jeg vil gerne. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvilken vej jeg skal tage, når jeg kommer til krydset. Hvor er det egentlig jeg vil hen?
Jeg ved, at jeg skal spise noget mere. Jeg ved, jeg ikke skal være så fokuseret på og bekymret om min vægt. Jeg ved, at jeg skal turde give slip. De skridt har jeg taget. Men det er ikke nok. Jeg er ikke i mål.
Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg synes, jeg er gået lidt i stå i. Vi snakkede om, at det kunne være en naturlig afmatningsperiode efter at have taget nogle store skridt det sidste stykke tid. Men vi snakkede også om, at jeg måske er ved at tage tilløb til at tage de næste store skridt. Måske lader jeg op til gå endnu længere.
Vi er tæt på at være nået ind til sagens kerne. Jeg troede egentlig, jeg godt vidste, hvad det handler om, men jeg er kommet endnu dybere denne gang. Jeg kan mærke at “kradser” – og det må betyde, at det er her, der er noget jeg skal arbejde med. Så det gør jeg.
Jeg går ikke i stå.