Jeg har fået rigtig meget ud af at være i Risskov. Jeg synes, jeg er kommet langt og har rykket mig et stort skridt i den rigtige retning, og det ville ikke være sket uden den hjælp, jeg har fået derfra.

Jeg har derfor heller ikke stillet spørgsmålstegn ved, at jeg ikke kunne fortsætte derude. Jeg syntes, det gav fin mening, at de ikke kunne blive ved med at vente på, at jeg tog det næste skridt. At det ikke var gavnligt at køre i ring og blive ved med at snakke om  det samme, uden at jeg opnåede nogen synlige resultater.

Men er det egentlig okay? Mit sidste blogindlæg affødte en snak, som har fået mig til at undre mig. Godt nok har jeg fået hjælp til at tage første aktive og konkrete skridt ud af spiseforstyrrelsen ved at få noget mere mad og holde op med at kaste op. Men jeg er jo ikke rask. Jeg er stadig rædselsslagen for at tage på, og skal nu selv kæmpe mod min evige restriktion overfor mad og falske kontrol, som jeg mangler at give slip på.

Jeg ved godt, at det er mig, der skal gøre arbejdet. Jeg ved godt, at der ikke er nogen, der kan tage kampen for mig. Men jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke selv. Ellers ville jeg have gjort for maaange år siden …

Jeg fik at vide i Risskov, at deres erfaring var, at hvis ikke vægten steg til normalvægt inden for relativ kort tid efter behandlingsstart, så ville den ikke komme til det. For så var jeg ikke klar til det. Det tog jeg for gode varer, og overbeviste mig selv om, at det jo nok bare var sådan det var. Jeg er ikke klar. Eller er jeg?

Jeg vil ud af den her spiseforstyrrelse! Jeg vil af med min angst og frygt for at tage på. Jeg gider ikke skulle overbevise mig selv om ved hvert eneste måltid, at jeg skal spise (nok). Men jeg kan ikke selv. Er det virkelig rigtigt, at de i Risskov ikke kan hjælpe mig med det? Er det ikke dem, der er de professionelle?