Der har været meget snak om den nye samtykkebaserede voldtægtslov på det seneste. Jeg har det lidt ambivalent med den. Jeg er sikker på, at det er rigtig godt for mange, men jeg tror ikke, det ville have hjulpet mig, dengang jeg var udsat for et overgreb.
Der er ingen tvivl om, at jeg ikke gav mit samtykke dengang, ifølge den nye lov. Men jeg er stadig ikke sikker på, at jeg ville have handlet anderledes efter overgrebet, hvis loven havde været gældende dengang.
Jeg talte ikke med nogen om, hvad der var sket, fordi jeg ikke kunne. Jeg ville ikke. Jeg turde ikke. Jeg var faktisk slet ikke helt klar over, at det var et overgreb før lang tid efter. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var en rar oplevelse. Jeg var godt klar over, at det ikke var sådan, det skulle være. Men jeg blev usikker. Der var ingen vold eller trusler involveret, så jeg var overbevist om, at det var min egen skyld. At jeg kunne have sagt fra og forhindret det.
Jeg følte også, at det ikke var “slemt nok”. Manden gik jo der bagefter, helt upåvirket og talte til mig og opførte sig, som om ingenting var sket. Så det måtte jo tydeligvis være mig, der havde opfattet noget forkert. Mig, der ikke havde sagt ordentligt fra og sat tydelige grænser overfor ham. Det måtte være mig, der var galt på den.
Den nye samtykkebaserede voldtægtslov ville ikke have gjort nogen forskel for mig. I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke gav samtykke i situationen. Men det ville ikke have gjort nogen forskel, at jeg kunne have fået min overgrebsmand dømt. Jeg kunne ikke dele min oplevelse med nogen dengang, fordi jeg følte skyld og skam.
Det gør jeg stadig. Det spøger stadig her 20 år efter. Jeg har i så mange år gemt oplevelsen væk, skubbet til den og forsøgt at fortrænge den, fordi jeg ikke har kunnet rumme eller håndtere de følelser, den bragte med. Det er stadig angstprovokerende, ubehageligt og utrygt at vende tilbage til – men netop derfor har jeg behov for at gøre netop det.