Jeg har det svært i øjeblikket. Jeg er fint på vej tilbage i rytmen med at spise de nødvendige måltider i løbet af dagen, efter hverdagen er vendt tilbage. Men jeg er ikke tilbage til det overskud og den glæde ved tilværelsen (og mig selv), som jeg oplevede før ferien.
Jeg er træt. Jeg er helt enormt træt. Træt af at tænke. Træt af at bekymre mig. Træt af at kæmpe.
Det giver mig lyst til at forsvinde. Jeg får lyst til at forsvinde ud i intetheden. Jeg har knap overskud til at holde facaderne oppe. Jeg føler mig alene og utilstrækkelig. Hvilket giver mig lyst til at trække mig (endnu mere) ind i mig selv og lukke følelserne inde.
Jeg synes ikke, jeg kan finde min plads i tilværelsen lige nu. Nogle gange tænker jeg faktisk, om det overhovedet er nødvendigt, at jeg finder den? Kan jeg ikke bare være sådan lidt “gennemsigtig”? Jeg vil ikke være til besvær. Jeg orker ikke at tage min plads. Jeg vil ikke fylde.
Det ville være nemmere bare at forsvinde.
Det hele er selvfølgelig metaforisk, for jeg har ikke planer om at forsvinde nogen steder hen. Jeg har planer om at lukke lyset ind igen! Men jeg oplever en tom- og modløshed i øjeblikket, der gør mig træt, trist og betynget.